A27 har brugt tiden efter slutningen af efterårssæsonen til yderligere en sportslig oprustning. Vi har nemlig ansat en ny fysisk træner, Casper Rasmussen, som allerede er begyndt sit arbejde med alle tre kamphold, U14, U15 og U17. Caspers primære opgave er at stå for den fysiske, styrkerelaterede træning indendørs i hallerne hen over vinterperioden samt alle tests af spillerne. Han kommer også til at have lidt indflydelse på udendørstræningen, hvor der vil blive inddraget nogle lidt mere fysiske øvelser.

A27’s sportsligt ansvarlige, Michael Haase, glæder sig meget over ansættelsen af Casper Rasmussen.

”Vi forsøger hele tiden at bygge på i A27, og her er det et vigtigt skridt, at vi nu får en fysisk træner, som er dedikeret til, at spillerne kommer til at stå helt skarpt på den fysiske front, hvor vi hidtil har haltet lidt efter nogle af vores modstandere. Og Casper er ikke blot særdeles kompetent i forhold til den fysiske træning, men har også en fodboldfaglighed, som vil gøre ham til en stærk sparringspartner for vores trænerteams på de forskellige årgange,” siger Michael Haase.

25-årige Casper Rasmussen har en bachelor i idræt og en kandidatuddannelse i humanfysiologi, hvor fokus har været på træning og ernæring. Her skrev han speciale om træthedsmønstre i kamp og højintens træningsbelastning hos professionelle fodboldspillere i den bedste danske række og var i den forbindelse et år omkring A-holdet i Brøndby IF, hvor han trackede træningen med et radiofrekvens-system og lavede en masse databearbejdning samt blandt andet testning af spillere. Han har også selv spillet et par år i Brøndby som ungdomspiller og har i en kortere periode været tilknyttet KB som træner for U10-U13 holdene.

Casper Rasmussen er ikke det eneste nye ansigt, som vi kan sige velkommen til i A27-sammenhæng. Vi har også tilknyttet en scout, Mikkel Hansen. Han skal fremover følge de bedste spillere i U12- og U13-årgangene i moderklubberne AB Tårnby, Dragør Boldklub og Kastrup og sende rapporter til Michael Haase, inden der udtages spillere til A27-truppen.

”Med tilknytningen af Mikkel sikrer vi, at der er et sæt grundige, objektive øjne på de bedste spillere i de tre moderklubber, inden vi udtager truppen til A27. Dermed har vi ikke bare et bedre fundament for at udtage de rigtige spillere, men har også et endnu bedre kendskab til drengenes kompetencer, inden de begynder i A27,” siger Michael Haase.

Mikkel Hansen er 18 år og er også tilknyttet FCK som scout. Og det er ikke fra fremmede, at han har evnerne til at bedømme spillere. Han er søn af Bjarne Hansen, der har ernæret sig som scout i mange år og nu er fuldtidsansat i selveste Manchester United.

Billede af Casper Rasmussen. Redaktionen har desværre ikke et billede af Mikkel Hansen.