U17-spilleren Lucas Hey har efter et prøvetræningsforløb besluttet at skifte til Lyngbys ligahold.

Efter henvendelse fra Lyngby Boldklub og et succesfuldt træningsforløb har A27’s U17-spiller Lucas Hey fået tilbudt en plads i Lyngbys U17-ligatrup. Imponerende som førsteårs U17-spiller, og Lucas har besluttet at tage springet.

Lucas er en ægte Dragør-dreng, som har fået sin fodboldopdragelse i Dragør Boldklub indtil 12-årsalderen, hvor han skiftede til AB Tårnby og løftede sit niveau endnu en tand, inden han det seneste halvandet år har været en bærende spiller i A27-overbygningen. Lucas var med sit tårnhøje bundniveau og fremragende teknik som central midtbanespiller en af årsagerne til 2003-årgangen flotte andenplads i Øst 1 som U15.

A27’s sportsligt ansvarlige, Michael Haase, har fulgt Lucas Hey tæt fra tiden i AB Tårnby.

”I Dragør Boldklub spillede Lucas dér, hvor det var vigtigst for holdet. Manglede de et mål, flyttede man ham op i angrebet, og var holdet foran, spillede han midtstopper. Så det var rigtig sundt for Lucas at få én plads som central midtbanespiller, hvor vi kunne gøre brug af alle hans kompetencer på én gang. Han læser spillet som en oldboys spiller, har en fantastisk pasningsfod og en super boldkontrol, selv om han er stor af sin alder, siger Michael Haase, som også roser Lucas Heys indstilling:

”Han lever allerede som en professionel fodboldspiller med hård holdtræning, selvtræning og styr på kost og sengetider. Samtidig accepterer han de fravalg, man må gøre sig. Lucas har så meget fortjent en chance i ligaen, og Lyngby får en dygtig spiller.”

A27 siger tak til Lucas for indsatsen og ønsker ham al mulig held og lykke i Lyngby. Det er også et skulderklap til talentarbejdet i A27, når de store ligaklubber ser potentialet i en af vores spillere. Og samtidig er det en del af målet for A27, at det netop kun er de allerdygtigste talentudviklingsklubber som Lyngby, som vores spillere ser behov for at skifte til. Alle andre klubber vil A27 gerne kunne måle sig med.