På søndag åbner A27’s U14-hold i Øst 1, pulje 2, forårssæsonen hjemme mod FC Helsingør, og cheftræner Emil Kjersgaard Hansen ser frem til at komme i gang.

”Jeg synes, vi har haft en rigtig fin opstart. Drengene er fysisk i god forfatning, og deres resultater har været fine i de test, som vores fysiske træner, Casper Rasmussen, har lavet. Taktisk har vi arbejdet med at kunne spille flere systemer, men vi har også hentet en del sejre og scoret 15 mål bare i de sidste tre kampe,” siger cheftræneren, der lige efter nytår bestod eksamen og dermed fik sin DBU A-trænerlicens.

A27 startede 2019 med at deltage i træningsturneringen LF Cup i Sverige, hvor det sluttede med et spinkelt 0-1 nederlag i semifinalen til svenske Rödeby. Derefter var der rigtig hård modstand mod Malmø FF og Lyngby, hvor det blev til et par lidt for store nederlag. Derefter fulgte to modstandere fra Øst 2-rækken, som gav to sikre sejre mod HB Køge og Greve. Og i de sidste to kampe har drengene så mødt modstandere fra deres egen række, hvilket har givet yderligere to sejre. Først overbevisende 6-0 over FC Helsingør og til sidst i forrige weekend 4-2 ude over AB, som var en af rivalerne i toppen af rækken i efteråret.

Mere direkte spil

I efteråret spillede drengene med om førstepladsen i Øst 1-rækken til allersidste spilledag i en tæt topstrid med fem hold. Hvis A27 havde vundet den sidste kamp mod FA 2000, var vi blevet nummer ét, men i stedet endte vi på femtepladsen. Emil Kjersgaard Hansen håber, at holdet som minimum kan slutte i top 3 i forårssæsonen, men resultaterne er ikke det vigtigste.

”Alle vil selvfølgelig gerne vinde fodboldkampe, men jeg er ikke så drevet af resultaterne i sig selv. Jeg hæfter mig mere ved, om vi får spillet til at fungere, som vi gerne vil. Så vil vi også dominere kampene og få mange sejre.”

I efteråret havde A27 overvægt i boldbesiddelsen i næsten alle kampe, men det kneb med at komme frem til chancer nok mod nogle af de hold, som valgte at stå ret defensivt og satse på omstillinger. Derfor har cheftræneren og hans to assistenter, Søren Karlsen og Carsten Lützhøft, i opstarten haft fokus på at blive bedre til at skabe chancer.

”Vi skal grundlæggende holde fast i det udtryk, vi har haft indtil nu, hvor vi gerne vil være boldbesiddende og spille poleret fodbold. Men vi har arbejdet på at blive bedre til at presse højt og spille mere direkte nogle gange, så vi får en ny dimension mod især de hold, som står langt tilbage mod os,” siger Emil Kjersgaard Hansen.

Hård konkurrence om pladserne

I sæsonpremieren på søndag venter FC Helsingør, som sluttede som nummer 10 i efteråret. Vi vandt knebent 1-0 over dem i efterårspremieren og slog dem sidst i februar med 6-0 i næstsidste træningskamp. Men cheftræneren slår fast, at drengene ikke må undervurdere Helsingør.

”Det er en ny fodboldkamp denne gang, og FC Helsingør kan sagtens have noget nyt i posen i forhold til træningskampen. De har også en giftig angriber, som vi skal være meget opmærksomme på,” siger cheftræneren.

Enkelte spillere har kæmpet med mindre skader i opstarten, men lige nu ser det ud til, at alle 21 drenge i truppen er klar til sæsonstarten. Der er kommet to nye navne i truppen, nemlig angriberen Noah Bach Petersen fra Kastrup Boldklub og den centrale forsvarsspiller Anton Breull Christensen fra AB Tårnby.

”Vi har et rigtig godt spillermateriale og en bred trup, hvor mange byder sig til. Der er god konkurrence om pladserne, og det er også det, der skal til for at udvikle spillerne. Ingen er selvskrevne til holdet, og det bliver svært at skære ned til de 14 spillere, som kan komme med i kamptruppen, når sæsonen starter.”

Premierekampen mod Helsingør spilles på søndag kl. 12 på AB Tårnbys anlæg på Ugandavej.

U14-truppen til forårssæsonen (moderklub i parentes):

  • Alexander Thane-Bisgaard (AB Tårnby)
  • Lauritz Benedicht Andersen (Dragør Boldklub)
  • Anton Breull Christensen (ABT)
  • Carl Ruby-Johansen (ABT)
  • Philip Mortensen (ABT)
  • Poul Kudahl Sørensen (ABT)
  • Victor Kroupa (Kastrup Boldklub)
  • Jeppe Sommer (ABT)
  • Markus Ellegaard (ABT)
  • Magnus Salbæk (ABT)
  • Mathias Jochimsen (ABT)
  • Bertram Golbæk Louv (Kastrup)
  • Oscar Frithiof Hansen (Kastrup)
  • Sejad Ismiali (Dragør)
  • Lucas Miguel Franco (Kastrup)
  • Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard (Kastrup)
  • Victor Ziegler Simonsen (Kastrup)
  • Carl Støvring Johnsen (ABT)
  • Kevin Westen (Kastrup)
  • Mikkel Myrup Kjær (ABT)
  • Noah Bach Petersen (Kastrup)