På søndag åbner A27’s U17-hold i Øst 2-rækken sæsonen med en udekamp mod AB 2, der er nedrykkere fra Øst 1. I opstarten har A27 spillet en håndfuld træningskampe med blandede resultater. Senest blev det til et nederlag på 2-5 mod B 1908’s Øst 1-hold, hvor vi dog var rigtig godt med, men blev ramt hårdt af en udvisning i 10 minutter, som 8’erne udnyttede til at score hele fire mål.

Cheftræner Michael Haase fortæller, at den kamp egentlig var ganske symptomatisk for holdets forberedelser frem mod den kommende sæson.

”Rent spillemæssigt har det set fint ud, når vi har kunnet stille med vores bedste folk. Men vores opstart har ikke været så glat som håbet, fordi vi har haft en del småskader. Vi er umiddelbart fortrøstningsfulde i forhold til at få en fornuftig sæson, men det kræver, at vores bedste 11 spillere er klar til at spille. Der er et spring ned til de næste spillere i truppen, som har noget at arbejde på ikke mindst fysisk, hvilket kampen mod B 1908 også viste,” siger Michael Haase.

Smallere trup end i efteråret

Truppen er blevet smallere, fordi seks spillere af forskellige årsager ikke er med i foråret. De to store profiler Lucas Hey og anfører Nicolai Hagmann er henholdsvis skiftet til Lyngby Boldklubs U17-ligahold og ude med en længerevarende skade. Gabriel Jon og August Toudahl har søgt andre græsgange i jagt på mere fast spilletid, og endelig har Marcus Brandt og Casper Brynald neddroslet fodbolden og spiller nu på moderklubbernes hold i henholdsvis Dragør og AB Tårnby. To mand er kommet til: Wasim Alwan fra Fremad Amager og Frederik Albæk Petersen fra moderklubben Kastrup.

Udskiftningerne betyder, at truppen lige nu er kun på 18 mand, og samtidig er der mindre kamp om startpladserne end i efteråret. Michael Haase slår dog fast, at han stadig har mange gode spillere, men A27 er handicappet af, at næsten alle spillere er fra 2003 og dermed førsteårs spillere. Det betød i efteråret, at A27 var dominerende på bolden i næsten alle kampe, men vi tabte en del kampe på fysikken, og slutresultatet blev derfor en 9. plads blandt de 12 hold i rækken.

”Jeg forventer umiddelbart, at vi også kommer til at spille med midt i rækken i foråret. Truppen er smal, men vi har en håndfuld spillere, som har potentiale til at spille U17-division (to rækker højere oppe end A27, red.), og vi vil formentlig være et de bedst spillende hold i øst 2. Samtidig er vi kommet bedre med på den fysiske front, blandt andet takket være vores nye fysiske træner, Casper Rasmussen,” siger Michael Haase.

Ny anfører

Han tør ikke rigtig gætte på, hvad holdet møder i premieren mod AB 2. De rykkede ned fra øst 1-rækken i efteråret og er andethold for AB’s hold i U17-divisionen, hvilket betyder, at det også kommer an på den aktuelle situation på førsteholdet, hvor stærkt andetholdet møder op.

Den centrale midtbanespiller David Ambæk er udpeget til ny anfører for U17-truppen i Nicolai Hagmanns fravær, og hele truppen ser sådan ud (moderklub i parentes):

  1. Adrian Aakilde (AB Tårnby)
  2. David Ambæk (ABT)
  3. Elias Dyhr (ABT)
  4. Elias Lyngsie (ABT)
  5. Frederik Albæk Petersen (Kastrup Boldklub)
  6. Mads Kroupa (Kastrup)
  7. Magnus Schrøder (ABT)
  8. Marc Gavric Frederiksen (ABT)
  9. Marcus Melgaard (Dragør Boldklub)
  10. Mathias Lutzhøft (ABT)
  11. Mathias Rahbek (Dragør)
  12. Nikolaj Thornholt (Dragør)
  13. Noah Graini (ABT)
  14. Oscar Jørgensen (ABT)
  15. Sebastian Agø (ABT)
  16. Tobias Søderstrøm (Kastrup)
  17. Wasim Alwan (kommet fra Fremad Amager)
  18. William Andersson (ABT)