A27’s U15-hold har haft en tung tid på det seneste, hvor de har tabt syv kampe i træk og er gledet ned på næstsidstepladsen i Øst 1, pulje 2. Derfor var søndagens pinsestævne i Dragør en kærkommen lejlighed til at få tanket lidt frisk selvtillid. I den indledende pulje skulle vi møde tre hold fra vores egen række. Vi begyndte med den formodet sværeste opgave mod Ishøj, som ligger nummer to, og derefter var det umiddelbart mere overkommelige modstandere, nemlig Slagelse, som ligger sidst, og HIK, som ligger tredjesidst.

Den første kamp mod stærke Ishøj var en jævnbyrdig kamp, hvor vi tabte 0-1 efter en godkendt indsats. Ishøj havde flere halve chancer, hvor målmand Jonas Solberg Andersen reddede os. Men omvendt havde vi en kæmpechance, som vi burde have sparket ind og dermed kunne have klaret en uafgjort.

I næste kamp blev det 1-0 over Slagelse på et mål af Max Winther på direkte frispark, og drengene kunne dermed for første gang længe glæde sig over en sejr. Vi spillede en fin kamp og dominerede, og eneste minus var, at vi brændte en række store chancer.

Tæt på flot skalp mod B 93

Derefter blev det til endnu en sejr med 2-0 over HIK. Modstanderne var et fysisk stærkt hold, som havde fået lov at have et par U17-spillere med på grund af afbud. Men A27 spillede en rigtig god kamp med fart i pasningerne og styrke i duellerne, og vi vandt meget fortjent på mål af Mathias Preisler og Mathias Vindeballe.

Dermed blev vi nummer to i den indledende pulje og skulle møde nummer to fra den anden pulje i ”bronzekampen”. Her ventede en svær opgave i form af B 93, som vandt vores række i efteråret og nu spiller i Øst 1, pulje 1. Men vi fik en god start og kom foran ved Mathias Vindeballe. Men B 93 var stærke i omstillingsspillet og havde et par rigtig dygtige angribere, og de scorede desværre tre mål til 1-3. Men A27-drengene kom flot tilbage og fik udlignet på to mål mere af Mathias Vindeballe. Et halvt minut før slutfløjtet fik B 93 dog desværre scoret til slutresultatet 3-4, da de lidt for nemt fik lov at komme igennem. Det var ærgerligt, at vi efter det flotte comeback ikke fik at komme i straffesparkskonkurrence, men indsatsen var nu alligevel godkendt mod en stærk modstander.

Cheftræner Anders Hansen glædede sig i det hele taget over en opløftende indsats efter den svære periode de seneste par måneder. Drengene kom ud med et bedre udtryk og mere power end i de seneste kampe, og holdet spillede generelt et rigtig godt stævne. Der var særlige roser til firemålsskytten Mathias Vindeballe, som var meget stærkt spillende. Der var også fine målmandspræstationer fra Jonas Solberg Andersen og Lucas Juhler, som fik to kampe hver mellem stængerne.