Trænerteam på plads til den kommende
U15-årgang

Emil Kjersgaard Hansen fortsætter sit stærke arbejde som cheftræner for 2005-årgangen i A27, som efter sommerferien bliver U15. Han overtog holdet fra begyndelsen af U14, hvor det blev kamphold i DBU-turneringen, og det er gået over al forventning. I efteråret spillede holdet med om rækkesejren i Øst 1-rækken til sidste spillerunde og sluttede som nummer fem, og i den netop afsluttede forårssæson sluttede holdet som en sikker nummer to efter at have tabt ”finalen” til topholdet FA 2000 i sidste spillerunde. Det betyder, at A27 er blandt de otte bedste U14-hold øst for Storebælt. Derudover nåede holdet kvartfinalen i pokalturneringen, hvor de først røg ud efter straffesparkskonkurrence mod de senere pokalvindere fra Farum.

Head of coaching Michael Haase er meget glad for at have indgået aftale med 23-årige Emil Kjersgaard Hansen for en sæson mere.

”Emil er en meget talentfuld træner, som lever og ånder for trænergerningen. Han bestod DBU’s A-trænereksamen i januar som en af de yngste nogensinde, og han har virkelig præsteret flot med 2005-årgangen, både resultatmæssigt og i forhold til udvikling af holdet og de enkelte spillere,” siger Michael Haase.

Ny assistenttræner

Der kommer også et nyt ansigt i trænerteamet for det kommende U15-hold. Det er 51-årige Kim Karlsen, som kommer med stor erfaring fra en årrække som ungdomstræner i Fremad Amager, hvor han har trænet hold lige fra U5 til U19, men primært har været tilknyttet 2004- og 2007-årgangene, ligesom han har trænet på Fremads fodboldakademi. Kim færdiggør sin B-trænerlicens i løbet af sommeren og har også selv spillet i Sundby og Fremad Amager, hvor han i en årrække var i og omkring førsteholdsstruppen i 1. division.

Kim Karlsen erstatter som assistent Carsten Lützhøft, der efter sommerferien overtager den nye U13-årgang. Kim er i øvrigt storebror til den anden assistenttræner på 2005-årgangen, Søren Karlsen, som også fortsat vil være en del af teamet omkring holdet.

”Jeg er meget glad for at byde velkommen til Kim Karlsen i A27’s trænergruppe. Han har stor erfaring som træner og er dygtig til at omgås de unge mennesker,” siger Michael Haase.