Vores faste skribent Søren Kudahl, har brugt sommervarmen på en opsamling af forårs-sæsonen.

U14-holdet i Øst 1-rækken havde et flot forår, hvor drengene vandt otte og kun tabte to kampe. Det gav 24 point og en andenplads i rækken, seks point foran FC Helsingør på tredjepladsen og seks point efter FA 2000, som sluttede med maksimumpoint. Vi mødte netop FA 2000 i den sidste kamp på udebane, hvor vi tabte 5-3. En sejr her havde givet førstepladsen til os i stedet. Drengene scorede i alt 32 mål, svarende til 3,2 mål i gennemsnit pr. kamp. Det gjorde os – sammen med FA 2000 – til rækkens mest scorende hold. Vi indkasserede 16 mål, 1,6 i gennemsnit, ind, hvilket betyder, at vores defensiv lukkede fjerdefærrest mål ind i rækken.

I alt optrådte 20 spillere i løbet af sæsonens 10 kampe. Det fortæller en historie om dels stærk bredde i truppen og dels rigtig mange skader undervejs. Kun fem spillere spillede alle kampe. Det var angriberen Kevin Westen, højre wingback Magnus Salbæk, anfører Poul Kudahl Sørensen, midtbanespilleren Sejad Ismaili og midterforsvareren Victor Kroupa.

Kevin Westen var A27’s suveræne topscorer. Han scorede 16 mål, altså halvdelen af alle holdets mål i foråret. De fire mål var på straffespark. Ni andre spillere kom også på måltavlen. De flittigste målskytter var angriber Mikkel Myrup Kjær og midtbanespillerne Sejad Ismaili og Victor Ziegler Simonsen, som hver scorede tre mål.

11 spillere lagde op til mål i løbet af sæsonen. Assistkongen var Sejad Ismaili, som lagde op til syv mål. Kevin Westen assisterede fire og Victor Ziegler Simonsen og Magnus Salbæk hver to. Poul Kudahl Sørensen blev udnævnt til dagens A27-spiller af cheftræner Emil Kjersgaard Hansen tre gange, mens Kevin Westen og Sejad Ismaili hver fik to ”dagens spiller” og angriber Noah Bach Petersen og midterforsvarer Philip Mortensen en enkelt.

Drengene i truppen stemte efter sæsonen selv om, hvem der var ”forårets spiller” og ”forårets stærkeste udvikling”. Kevin Westen løb med pokalen som den bedste spiller efter et forår, hvor han både startede og sluttede med et hattrick – og der var også et enkelt indimellem. Kevin Westen scorede i alt 16 mål og lavede fire assists og var med sin hurtighed, tekniske kunnen og ikke mindst skudstyrke en alvorlig mundfuld for alle modstanderforsvar. Han fik også i løbet af foråret et par kampe på vores U15-hold. Poul Kudahl Sørensen fik prisen for forårets stærkeste udvikling. Han var ikke fast mand på holdet i efteråret, hvor han begyndte som central midtbane eller kantspiller, men i vinterpausen rykkede han stærkt og blev anfører for holdet efter nytår i en noget mere defensiv position som midterste mand i tremandsforsvaret eller defensiv midtbane, hvor han var garant for et højt bundniveau og stærk indstilling. Både Kevin og Poul var øvrigt til DBU-talenttræf i Jylland 1.-4. juli, hvor de også fik selskab af holdkammeraterne, de to midtbanespillere Lucas Franco og Sejad Ismaili.

 

U15-holdet i Øst 1-rækken startede flot med sejre i de tre første kampe, men derefter gik vi desværre helt i stå og tabte de sidste otte. Det gav kun ni point og en 11.- og næstsidsteplads i rækken, tre point efter Næstved på 10. pladsen og tre point foran Slagelse på sidstepladsen. Drengene scorede 14 mål, hvilket giver et gennemsnit pr. kamp på 1,3. Det var det laveste i rækken sammen med Slagelse. A27 lukkede 32 mål ind, hvilket er 2,9 pr. kamp og det dårligste i rækken.

I alt 23 drenge var i aktion i løbet af sæsonens 11 kampe, heraf to U14-spillere. På grund af skader, lejrskoler og konfirmationer var der ingen, som spillede alle kampe. Men en håndfuld spillere var med i 10 kampe. Det var midtbanespillerne Mads Gernsøe, Mathias Sørensen og Max Winther, backen Mads Job Lund og angriberen Tobias Damkær.

Tobias Damkær blev topscorer med fire mål, mens den centrale midtbanespiller Sebastian Rejnhold Steen scorede to, hvoraf det ene var på straffespark. Otte drenge scorede hver en enkelt gang. Backen Mads Job Lund og Tobias Damkær toppede assistlisten med to oplæg hver.

Cheftræner Anders Hansen pegede på Mathias Sørensen som forårets spiller for U15. Mathias har primært spillet på den defensive midtbane, men også enkelte gange i midterforsvaret. Og han har udmærket sig ved stabile præstationer og det højeste bundniveau i et resultatmæssigt og dermed også mentalt hårdt forår for holdet.

 

U17-holdet i Øst 2-rækken spillede et flot forår, hvor de vandt ni kampe, spillede én uafgjort og tabte en enkelt. Det gav 28 point, hvilket gav en andenplads med samme pointantal som nummer ét, GVI, men en målscore, der var fem mål dårligere. Vi var tre point foran Brøndby 2 på tredjepladsen. Holdet scorede i alt 46 mål i 11 kampe, hvilket giver et gennemsnit pr. kamp på 4,2 mål. Kun GVI scorede flere mål. Omvendt lukkede vi kun 13 mål ind, hvilket er 1,2 mål i gennemsnit, og det var også kun GVI, som indkasserede færre mål.

Alle 18 mand i truppen var i aktion i mindst to kampe i foråret. Kun seks mand spillede alle 11 kampe, og det var højrebacken Adrian Aakilde, anfører og central midtbane David Ambæk, midterforsvarerne Elias Lyngsie og Mads Kroupa, den defensive midtbanespiller Frederik Albæk Petersen og frontløber Mathias Rahbek.

Mathias Rahbek var topscorer med 14 mål foran venstrekanten Noah Graini med 10 mål og David Ambæk med 7, heraf de 4 på straffespark. De øvrige mål var delt ud på fem spillere. Mathias Rahbek og højrekanten Oscar Jørgensen var assistkongerne med hver syv oplæg, men kantspilleren Sebastian Rosdahl Agø var også godt med og lavede fem assists. De øvrige assists var delt ud på syv forskellige spillere.

Spillerne i truppen valgte selv Oscar Jørgensen som forårets spiller. Han har tegnet sig for seks mål og syv assists og er en evig trussel for modstanderne med sin enorme speed og stærke teknik. Oscar har i flere kampe lavet soloaktioner af høj klasse, som har været afgørende for kampens udfald. Den rigtig gode nyhed er, at Oscar Jørgensen også har alderen til at spille U17 efter sommerferien ligesom størstedelen af den nuværende trup. Kun Frederik Albæk Petersen og Mathias Rahbek bliver for gamle til at spille U17.