Magnus Pilgård

A27 har tilknyttet en ny assistent til det nye U13-hold. Det er den 17-årige Magnus Pilgård, som fremover skal hjælpe den erfarne træner Carsten Lützhøft sammen med den også erfarne målmandstræner Michael Lundstrøm. Magnus spiller selv U19 i Dragør Boldklub og har også tidligere spillet i de andre moderklubber bag A27, AB Tårnby og Kastrup Boldklub. Han har blandt andet fået mod på trænergerningen efter at have været træner på fodboldskolen i Dragør. Det er netop en del af filosofien bag A27, at man ikke blot vil uddanne dygtige fodboldspillere, men også trænertalenter fra Amager.

2007-årgangen, som udgør det nye U13-hold, er det nyeste skud på stammen i A27-sammenhæng. De skal spille deres første kampe med A27-logoet på brystet i denne uges træningsturnering Audi KB Cup, som spilles på Frederiksberg torsdag-søndag i denne uge. Her deltager U14- og U15-holdene også.

Til træningsstævnet skal U13-drengene også for første gang prøve kræfter med 11-mandsfodbold, og i den indledende pulje skal drengene møde AC Horsens, Slagelse og Malmø FF. Det er stærke modstandere, og stævnet handler heller ikke om resultaterne. Det handler først og fremmest om, at drengene skal lære hinanden at kende på banen og få en fornemmelse for 11-mandsfodbold og at spille sammen som A27.

I efterårets DBU-turnering skal drengene stadig spille 8-mands i det, der hedder Liga 2 i DBU’s nye turneringsstruktur. Her er A27 kommet i pulje 1 med AB, FA 2000, FC Helsingør, FC Roskilde, HIK, Holbæk, Hvidovre, Hørsholm-Usserød, Roskilde KFUM, Nykøbing FC, Næstved og Slagelse.