Crowne Plaza Elite Cup 2019

I den kommende weekend deltager A27’s U15-hold i invitationsstævnet Crowne Plaza Elite Cup i Kastrup. Det er syvende gang, at Kastrup Boldklub arrangerer stævnet, som formentlig er Danmarks stærkest besatte ungdomsstævne i årgangene U13-U15, og A27 er et af de 16 deltagende hold i U15-rækken, som er ”kronjuvelen” i stævnet. Her deltager blandt andre den hollandske talentfabrik, Champions League-semifinalisterne fra Ajax Amsterdam, belgiske Anderlecht og japanske Tokushima Vortis. Derudover deltager hele syv danske superligaklubber og nogle af de stærkeste svenske og den stærkeste finske klub, HJK Helsinki.

A27 skal i den indledende pulje op mod Malmø FF, AGF og HJK Helsinki. Første kamp er mod Malmø fredag kl. 17.45. Vi har mødt det svenske mesterhold fire gange tidligere i træningskampe de seneste år med en sejr, en uafgjort og to nederlag til følge, men svenskerne bliver stærkere og stærkere, så det bliver en rigtig svær opgave. Anden kamp er lørdag kl. 12.30 mod AGF, som i foråret var Jyllands stærkeste hold i årgangen og er forsvarende mester i Crowne Plaza Elite Cup. Endelig gælder det HJK Helsinki lørdag kl. 17.30. Vi kender ikke så meget til finnerne i vores årgang, men de har tidligere gjort en flot figur i stævnet med andre årgange. Søndag spilles der placeringskamp. Tidspunkterne her kommer an på placeringen i den indledende pulje.

A27-holdet har også deltaget i Crowne Plaza Elite Cup de to seneste år, og for to år siden nåede vi semifinalen efter sejre over Brøndby og IFK Gøteborg. Drengene fik en flot generalprøve op til stævnet, da de tirsdag aften slog Nykøbing FC hele 6-1 i Liga 2.

Mød op og støt drengene til stævnet. Alle kampe spilles på Kastrup Boldklubs baner på Røllikevej, og der kan købes mad og drikke i Café Røllike og i boden ved banerne. Programmet for hele stævnet kan ses her: https://www.procup.se/cup/cupresclassgroup.php?Cup=32590&Lang_Current=DEN&wd=www.procup.se