Crowne Plaza Elite Cup 2019

A27’s U15-hold har i denne weekend deltaget i Kastrup Boldklubs stævne Crowne Plaza Elite Cup, som er et invitationsstævne, hvor nogle af de allerstærkeste hold i Norden deltog suppleret med Ajax Amsterdam fra Holland, Anderlecht fra Belgien og Tokushima Vortis fra Japan.

A27 begyndte fredag aften mod Malmø FF, hvor vi spillede en rigtig stærk kamp mod en meget kompetent modstander, som senere gik ubesejret gennem stævnet og kun tabte finalen til FC Midtjylland i straffesparkskonkurrence. Det var en meget jævnbyrdig og intens kamp med mange hårde nærkampe, og drengene havde stor ære af kampen, selv om vi endte med at tabe 0-2. Det kunne dog være gået anderledes, hvis Kevin Westen havde scoret på en stor chance, eller hvis Nicolai Ruch Padovans flotte frisparksdrøn var gået i mål i stedet for at ramme overliggeren. Vores defensiv – og ikke mindst midterforsvarer Victor Kroupa – havde også rigtig godt styr på Malmøs meget dygtige angriber Roony Bardghji, som allerede har været til prøvetræning i Tottenham.

Lørdag spillede vi først mod AGF, som i foråret var det bedste hold i Jylland og var forsvarende mester ved stævnet. Her stillede vi med hele syv nye spillere i startopstillingen i forhold til Malmø-kampen, men alligevel formåede vi både at have mest spil og flest chancer i kampen. Men meget misvisende for kampbilledet endte kampen desværre 1-4 til AGF efter 1-2 ved pausen på et A27-mål af Kevin Westen med assist fra Victor Ziegler Simonsen. A27 spillede godt, men var ikke skarpe nok til at udnytte chancerne, og så scorede AGF på to dødbolde og to kontraer.

Den sidste lørdagskamp var mod HJK Helsinki, og det blev en hård og intens fight, hvor A27 desværre ikke spillemæssigt ramte de samme højder som i de første to kampe. Det var en chancefattig kamp, hvor Helsinki desværre vandt 0-1 på en opspilsfejl fra A27-forsvaret. Og det blev ikke nemmere for A27, da Kevin Westen fik rødt kort godt et kvarter før tid.

Flot afslutning

I den sidste kamp søndag fik drengene heldigvis oprejsning og fortjent udbytte af de spillemæssigt gode takter i den stærkt besatte turnering, da vi sikkert vandt 3-0 over japanske Tokushima Vortis på to straffesparksscoringer af anfører Poul Kudahl Sørensen (begået mod henholdsvis Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard og Carl Støvring Johnsen) og et afsluttende mål af Kevin Westen, som udnyttede en japansk opspilsfejl.

Dermed sluttede drengene på en 15. plads i turneringen, men først og fremmest viste de i alle kampe, at de havde fortjent invitationen til stævnet og kunne yde meget kompetent modstand mod selv de stærkeste modstandere. Og ikke mindst fik vi vist, at vi har en stærk bredde, hvor holdet ikke blev markant svækket, selv om der blev roteret og skiftet ud undervejs mellem de 20 drenge i truppen til stævnet.

Til sidst skal der lyde en stor tak til Kastrup Boldklub for et flot og meget veltilrettelagt stævne, som U15 havde fornøjelsen af at deltage i for tredje – og sidste – år, da det kun rummer U13-U15 årgangene.