Syv point til de fem A27-hold

Ganske ligesom i første spillerunde hentede de fem A27-hold to sejre, én uafgjort og to nederlag i anden spillerunde. Læs mere om kampene herunder.

U13: Drengene rykker fra kamp til kamp

U13 spillede lørdag hjemme i Dragør den blot anden turneringskamp som A27-hold, og det så på forhånd svært ud mod AB, som i første spillerunde vandt hele 12-0 over Hørsholm-Usserød, mens vi tabte 4-0 til HIK.

A27 var også bagud 0-1 ved pausen, men Pelle Søgaard fik udlignet midt i anden halvleg, inden AB desværre scorede to mål i de sidste otte minutter til slutresultatet 1-3.

Træner Carsten Lützhøft er dog rigtig godt tilfreds med drengenes indsats.

– Vi spiller en fin kamp, som viser, at vi som hold tager store ryk fra kamp til kamp. Vi taber og er under hårdt pres i begyndelsen af kampen, men derefter synes jeg, at vi er det bedste hold i resten af kampen. Vi formår at etablere faser, hvor vi holder fast i bolden og spiller med mod og hjerte. Vi rammer hinanden bedre, og vores defensive omstillinger og pres begynder at tage form, siger Carsten Lützhøft.

Han fremhæver Asger Kromann Mogensen for en flot kamp i forsvaret, hvor han viste både nærkampstyrke og god spilforståelse. Derudover havde dagens anfører Adam Choukri stærke gennembrud både på kanten og centralt.

Næste turneringskamp er mandag den 2. september ude mod FA 2000, som har hentet tre point i de første to kampe. Inden da skal drengene dog også spille pokalkamp på onsdag kl. 18.30 i Dragør mod Greve, som spiller i Liga 2 som os, bare i en anden pulje.

A27-AB: 0-1 (1-3)

1-1: Pelle Søgaard

Startopstilling: Laurits Houen Schmidt, Asger Kromann Mogensen, Oliver Wettergren, Ife Okafor, Mathias Ullitz Færch, Adam Choukri (anf.), Pelle Søgaard og David Ballisager

Indskiftere: Johan Trantel Glad, Johan Horowitz Gregersen og Jonas Kumar Andersen

U14: Flot remis mod stærkt hold

U14-holdet hentede en sejr i første runde, og det skulle drengene prøve at følge op på søndag eftermiddag hjemme mod FC Roskilde. Modstanderne kom dog til Amager som storfavoritter, da de lige har spillet en halvsæson i den bedste række og i første spillerunde i Liga 2 tævede Nykøbing FC hele 7-0.

Men det var et supertændt A27-hold, som gav FC Roskilde kamp til stregen. Vi kom foran 1-0 efter allerede halvandet minut, da midterforsvarer Jakob Amstrup Willer slog et frispark op i kanten af straffesparksfeltet, hvor angriber Marco Beck fra en spids vinkel tordnede bolden i nettet. FC Roskilde fik udlignet til 1-1 i en situation, hvor det unægtelig lignede, at der forinden blev begået frispark på vores højre back Valde Lenchler Pedersen. Vi kom dog foran 2-1 inden pausen, da Marco Beck udnyttede et indlæg fra vores venstrekant Gustav Dybdal.

I anden halvleg dominerede FC Roskilde og havde flere gode chancer, men vi havde også enkelte omstillingsmuligheder. Kampen slutter desværre rigtig ærgerligt, da vores målmand, Sophus Elm Falkenfeldt, i overtiden får rødt kort for at kaste en Roskilde-spiller til jorden. Dommeren dømte desværre også straffespark, selv om bolden allerede var gået til målspark, og FC Roskilde udlignede til 2-2 på straffe.

– Vi var uheldige med ikke at vinde. Men når det er sagt, var uafgjort dog også et retfærdigt resultat af en kamp, som bølgede frem og tilbage. Og det var en af vores til dato allerbedste præstationer mod en stærk modstander, siger Robert Nielsen.

Som dagens bedste A27-spillere peger han på Jakob Amstrup Willer, backen Hamza Malik og tomålsskytten Marco Beck.

Næste kamp er allerede tirsdag aften i pokalturneringen ude mod B 1908/Fremad Amager, som spiller i mesterrækken. Næste kamp i Liga 2 er på søndag ude mod Ledøje-Smørum, som tabte deres første kamp.

A27-FC Roskilde: 2-2 (2-1)

1-0: Marco Beck (assist: Jakob Amstrup Willer)

2-1: Marco Beck (Gustav Dybdal)

Rødt kort: Sophus Elm Falkenfeldt

Startopstilling: Sophus Elm Falkenfeldt – Valde Lenchler Pedersen, Espen Thulin Hartmann, Jakob Amstrup Willer, Hamza Malik – Peter Riis, Oliver Ludvigsen – Oscar Emil Rasmussen, Tobias Hjorth (anf.), Gustav Dybdal – Marco Beck

Indskiftere: Lucas Bjørn Larsen og Sebastian Mentzel

U15: Anden sejr på stribe

U15-drengene åbnede sæsonen med en snæver sejr over Ledøje-Smørum, hvor træner Emil Kjersgaard Hansen langt fra var tilfreds med spillet. Derfor skulle der tages spillemæssigt revanche tirsdag aften hjemme mod Nykøbing FC, som forventes at være en af de stærkeste konkurrenter i rækken.

Og revanche tog A27-drengene i den grad. Vi vandt hele 6-1 efter 2-0 ved pausen, og især i anden halvleg så spillet virkelig godt ud.

– LSF-kampen var et wake up call for drengene. I den kamp spillede vi alt for langsomt og holdt for meget på bolden. Siden har vi trænet benhårdt på at spille, spille, spille os igennem. Og det lykkedes rigtig fint mod Nykøbing. I første halvleg spillede vi indimellem lidt for direkte og kom ikke frem til så mange chancer, men i anden halvleg spillede vi os igennem gang på gang og kunne have scoret endnu flere mål. Vi tacklede også Nykøbings høje pres rigtig flot, og efterhånden løb modstanderne sig trætte, siger Emil Kjersgaard Hansen.

Holdet spillede kollektivt en rigtig god kamp, og der var mange stærke præstationer. Emil Kjersgaard Hansen fremhæver højre wingback Magnus Salbæk som kampens A27-spiller, men vi kunne også glæde os over, at alle tre angribere i kamptruppen scorede – og Mikkel Myrup Kjær endda hattrick. Derudover lavede midtbanedynamoen Sejad Ismaili hele fire assists, og der var en stærk debut til Nicolai Ruch Padovan (tidligere 2300 Amager), som spillede hele kampen og styrede midterforsvaret flot.

Næste kamp i Liga 2 er lørdag ude mod Hørsholm-Usserød, som har tabt de første to kampe. Allerede onsdag spiller vi dog pokalkamp ude mod Frem, som også spiller i Liga 2, i en anden pulje end os.

A27-Nykøbing FC: 6-1 (2-0)

1-0: Mikkel Myrup Kjær (assist Sejad Ismaili)

2-0: Mikkel Myrup Kjær (Sejad Ismaili)

3-0: Carl Støvring Johnsen (Magnus Salbæk)

4-0: Carl Støvring Johnsen

5-1: Mikkel Myrup Kjær (Sejad Ismaili)

6-1: Kevin Westen (Sejad Ismaili)

Startopstilling: Alexander Thane-Bisgaard – Philip Mortensen, Nicolai Ruch Padovan, Victor Kroupa – Magnus Salbæk, Poul Kudahl Sørensen (anf.), Lucas Franco, Sejad Ismaili, Jeppe Sommer – Kevin Westen og Mikkel Myrup Kjær

Indskiftere: Markus Ellegaard, Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard og Carl Støvring Johnsen

U16: Ærgerligt nederlag til slut

U16-holdet i Øst 1-rækken var i modvind lørdag eftermiddag, da drengene hjemme mødte Brøndby. Det endte med et 1-4 nederlag til et Brøndby-hold, som desværre var en tand bedre end os. Brøndby var foran 0-2 ved pausen og kom også på 0-4, inden indskiftede Mattias Gargas fik reduceret til slutresultatet på assist fra anfører Sebastian Rejnhold Steen.

A27’s sportsligt ansvarlige, Michael Haase, stod i spidsen for U16-holdet mod Brøndby, og han mener, at Brøndby er klart det bedste hold i rækken.

– De har bare nogle individualister, som kan noget ekstra. Vi spillede egentlig udmærket i fase 1 og fase 2 af opbygningsspillet, men det kneb gevaldigt med at komme frem til noget på den sidste tredjedel af banen, siger Michael Haase.

Han fremhæver den centrale midtbanespiller Max Winther for et stærkt indhop i anden halvleg.

Næste kamp er på søndag ude mod KB, der lige som os har tabt de første to kampe.

A27-Brøndby: 1-4 (0-2)

1-4: Mattias Gargas (assist: Sebastian Rejnhold Steen)

Startopstilling: Jonas Solberg Andersen – Victor Dyhl, Adrian Aakilde, Marcus Dam Larsen, Tobias Oppermann – Sebastian Rejnhold Steen (anf.), Ali Jennane, Mads Gernsøe – Alexander Nysted, Tobias Damkær og Mathias Preisler

Indskiftere: Mohammad Rebh, Max Winther og Mattias Gargas

U17: Sikker sejr i lokalopgør

U17-holdet åbnede med et ærgerligt pointtab mod Greve, og derfor var holdet på jagt efter en sejr i lokalopgøret søndag formiddag hjemme mod B 1908/Fremad Amager. Det lykkedes i den grad, da drengene dominerede fra start og var foran 3-0 allerede ved pausen. I anden halvleg gik vi lidt ned i kadence, men sluttede alligevel med en 5-1 sejr.

A27-træner Anders Hansen er generelt godt tilfreds med kampen.

– Vi havde haft meget fokus på vores presspil og vores opbygningsspil under træningen i ugens løb, og det fungerede rigtig godt i første halvleg. Nøgleordet var tålmodighed, og vi var gode til at udnytte, når der var rum til at spille i, og lade være med at spille, når der ikke var rum. I anden halvleg blev vi dog lidt for direkte og tabte derfor for mange bolde. Vi skal blive bedre til at spille med tålmodighed i hele kampen, og så skal blive skarpere til at udnytte. Men hvis vi bliver bedre til det, bliver vi også et meget svært hold at slå, siger Anders Hansen.

Han fremhæver den centrale midtbane med Mathias Sørensen, William Andersson og anfører David Ambæk for en stærk kamp, og derudover var midterforsvareren Elias Lyngsie en solid og rolig sidste skanse.

Næste kamp er på søndag ude mod Køge 2, som har fået ét point for de første to kampe.

A27-B1908/Fremad Amager: 5-1 (3-0)

1-0: Elias Wiese (assist: David Ambæk)

2-0: William Andersson (Elias Wiese)

3-0: Oscar Jørgensen (Mads Kroupa)

4-0: Mathias Vindeballe (Marc Gavric Frederiksen)

5-1: Elias Wiese (Marc Gavric Frederiksen)

Startopstilling: Magnus Schrøder – Marc Gavric Frederiksen, Mads Kroupa, Elias Lyngsie, Mads Job Lund – Mathias Sørensen, David Ambæk (anf.), William Andersson – Sebastian Rosdahl Agø, Elias Wiese og Oscar Jørgensen

Indskiftere: Frederik Østergaard Møller, Marcus Melgaard og Mathias Vindeballe