To af tre A27-hold videre i pokalturneringen

De tre yngste A27-årgange har de seneste dage spillet første runde i pokalturneringen, og to af holdene er videre til anden runde om to uger. Her skal U14 møde B93, og U15 skal møde GVI. Læs mere om pokalkampene herunder.

U14-holdet lagde for tirsdag aften med et lokalbrag, da lodtrækningen havde maget det sådan, at vi løb ind i B1908/Fremad Amager i første runde. De spiller til daglig en række under os i mesterrækken, mens vi spiller Liga 2, men i pokalturneringen kan alt jo ske.

A27-drengene gjorde dog deres til at spolere en overraskelse i Sundby Idrætspark, da de allerede efter otte minutter havde bragt sig foran 0-2. Først ved den hurtige venstrekant Gustav Dybdal, som udnyttede en bold i dybden fra venstrebacken Hamza Malik. Og derefter var det angriberen Adam Choukri, som var udlånt fra U13-holdet, der scorede flot efter assist fra Gustav Dybdal. Og det resultat holdt kampen hjem.

Højrebacken Valde Lenchler Pedersen blev kåret til dagens A27-spiller. Derudover er det værd at nævne, at vi i anden halvleg gav officiel A27-debut til både Louis Axel Holm, som er rykket op fra moderklubben Dragør Boldklub, og Alexander Nielsen, som er skiftet fra netop Fremad Amager.

I anden runde løber vi desværre ind i en meget svær modstander, nemlig B93, som spiller i Liga 2, pulje 1, og så sent som i weekenden nåede finalen i Crowne Plaza Elite Cup, hvor de undervejs blandt andet slog stærke hold som FC Nordsjælland og FC Midtjylland. Kampen spilles om to uger, og vi er på hjemmebane.

B1908/Fremad Amager-A27: 0-2 (0-2)

0-1: Gustav Dybdal (assist: Hamza Malik)

0-2: Adam Choukri (Gustav Dybdal)

Startopstilling: Sophus Elm Falkenfeldt – Valde Lenchler Pedersen, Sebastian Mentzel, Jakob Amstrup Willer, Hamza Malik – Oliver Ludvigsen, Peter Riis – Oscar Emil Rasmussen, Tobias Hjorth (anf.), Gustav Dybdal – Adam Choukri

Indskiftere: Espen Thulin Hartmann, Louis Axel Holm og Alexander Nielsen

U15-holdet havde fået en ret hård lodtrækning i første runde, da vi ude onsdag aften skulle møde Frem, der spiller i Liga 2 som os, men i nabopuljen. Vi har aldrig mødt Frem, men det er et hold, som er gået meget frem. De vandt mesterrækken suverænt i efteråret 2018, blev nummer to i Øst 2-rækken i foråret og har åbnet Liga 2 med fire point i to kampe.

A27 var dog favoritter, men overraskelsen lurede, da Frem efter 10 minutter kom foran 1-0. Vi fik dog vendt kampen og kunne gå til pausen med en 1-2 føring. Først på et mål af indskiftede Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard, der udnyttede en god bold i dybden fra angrebsmakker Kevin Westen. Og derefter var det den centrale midtbanespiller Sejad Ismaili, som sendte bolden i mål på assist fra den indskiftede wingback Magnus Salbæk. Lige efter pausen scorede Melvin Adeler-Bjarnø sit andet mål efter endnu en assist af Magnus Salbæk til 1-3, som også blev kampens resultat.

A27 spillede ikke prangende, men vi havde kampen under god kontrol og kunne have scoret yderligere, mens Frem kun havde en enkelt chance efter pausen. I næste runde om to uger møder vi på hjemmebane GVI, som spiller i samme Liga 2-pulje som Frem og sidste sæson blev nummer fire i Øst 2-rækken. Det er en modstander, som vi skal kunne slå, hvis vi spiller op til vores bedste.

Frem-A27: 1-3 (1-2)

1-1: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard (assist: Kevin Westen)

1-2: Sejad Ismaili (Magnus Salbæk)

1-3: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard (Magnus Salbæk)

Startopstilling: Alexander Thane-Bisgaard – Anton Breull Christensen, Nicolai Ruch Padovan, Victor Kroupa – Markus Ellegaard, Poul Kudahl Sørensen (anf.), Sejad Ismaili, Lucas Franco, Jeppe Sommer – Carl Støvring Johnsen og Kevin Westen

Indskiftere: Magnus Salbæk, Victor Ziegler Simonsen og Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard

U13-holdet havde også fået en hård lodtrækning, da vi i første runde hjemme onsdag aften mødte Greve, der spiller i Liga 2 som os, hvor de i vores ”nabopulje” også åbnede sæsonen med en sejr. Første halvleg endte 0-0, men efter pausen scorede Greve desværre tre mål til slutresultatet 0-3, og dermed er U13 ude af årets pokalturnering.

Vi benyttede i øvrigt pokalkampen til at give officiel A27-debut til nogle af de spillere, som ikke har spillet i de første to turneringskampe. Derfor tillykke med debuten til Oliver Rasmussen Sejling, Julius Burmeister Damkær, Alexander Palner-Hansen, Younes Aztout, Linus Karlsen og Alex Hjorth Gröning.

A27-Greve: 0-3 (0-0)

Startopstilling: Oliver Rasmussen Sejling, Asger Kromann Mogensen, Johan Trantel Glad, Julius Burmeister Damkær, Jonas Kumar Andersen, Alexander Palner-Hansen, Adam Choukri (anf.) og Pelle Søgaard

Indskiftere: Younes Aztout, Linus Karlsen og Alex Hjorth Gröning