A27-holdene sejrede i fem af seks kampe

A27-holdene har gang i en virkelig flot sæson, og denne uge blev det til fem ud af seks mulige sejre. U15 og U17 topper deres rækker, og U16 ligger nummer to og U14 nummer tre. Læs mere om ugens kampe herunder.

U13: Nederlag til tophold

U13 spillede lørdag eftermiddag ude mod stærke FC Roskilde, som lå nummer to i rækken inden kampen. A27-drengene gjorde det rigtig godt og beviste endnu engang, at der er krummer i den nyeste A27-årgang. Men Roskilde var desværre skarpere i begge felter og kom foran 2-0 i løbet af de første 10 minutter. Den stilling holdt til pausen, men midt i anden halvleg fik FC Roskilde scoret til slutresultatet 3-0.

Nederlaget betyder, at U13 har ni point for de første syv kampe og ligger lige midt i den 13 hold store Liga 2-række. Næste kamp er på lørdag hjemme i Dragør mod endnu et stærkt hold, nemlig Roskilde KFUM, som topper rækken.

FC Roskilde-A27: 3-0 (2-0)

Startopstilling: Oliver Rasmussen Sejling, Asger Kromann Mogensen, Ife Okafor, Linus Karlsen, David Ballisager, Mikkel Tingsted Blum, Pelle Søgaard og Alex Hjorth Gröning

Indskiftere: Johan Horowitz Gregersen, Sigurd Nøhr Kloster og Mathias Ullitz Færch

U14: Sikker sejr over 03’erne

U14-drengene i Liga 2 spillede søndag eftermiddag ude mod B 1903, som inden kampen lå nummer seks, fem point efter os på fjerdepladsen. Og der var ikke gået mere end 30 sekunder, før vi havde bragt os foran 0-1. Midterforsvarer Sebastian Mentzel slog en perfekt dyb bold, der gav højrekanten Oscar Emil Rasmussen en friløber, som han udnyttede sikkert.

Efter 25 minutter blev det også 0-2, da Sebastian Mentzel slog et frispark fra venstre side ind til venstrekanten Gustav Dybdal, som headede bolden i mål. I anden halvleg lukkede vi kampen endeligt 10 minutter før tid, da midterforsvareren Jakob Amstrup Willer tog et flot sololøb fra midterlinjen ind i kanten af straffesparksfeltet, inden han bankede bolden op i nettaget til slutresultatet 0-3.

Træner Robert Nielsen roste efter kampen især sit midterforsvar for en suveræn kamp, hvor de var stensikre defensivt og involveret i alle tre mål offensivt, og han pegede på Jakob Amstrup Willer som dagens A27-spiller.

Efter første halvdel af turneringen, hvor alle hold har mødt hinanden én gang, har U14 kun tabt en enkelt gang og ligger nummer tre med 14 point for syv kampe. Det er overraskende godt og over træner Robert Nielsens forventning før sæsonen. Faktisk er vi kun to point fra FC Roskilde på den andenplads, som giver oprykning til pulje 1 i Liga 2.

Næste kamp er på søndag på travbanen i Tårnby mod Himmelev-Veddelev, som ligger sidst med tre point, og som vi slog 0-1 på udebane i premieren.

B 1903-A27: 0-3 (0-2)

0-1: Oscar Emil Rasmussen (assist: Sebastian Mentzel)

0-2: Gustav Dybdal (Sebastian Mentzel)

0-3: Jakob Amstrup Willer

Startopstilling: Sophus Elm Falkenfeldt – Valde Lenchler Pedersen, Sebastian Mentzel, Jakob Amstrup Willer, Hamza Malik – Oliver Ludvigsen, Tobias Hjorth (anf.) – Oscar Emil Rasmussen, Adam Choukri, Gustav Dybdal – Marco Beck

Indskiftere: Malthe Flindt-Larsen, Louis Axel Holm og Mads Dahlstrøm

U15: Sejr i uskøn kamp

U15-holdet var lørdag formiddag en tur i Ringsted, hvor målet var at holde fast i sejrsstimen, som foreløbig havde givet sejre i sæsonens første seks kampe. Vi fik dog slet ikke gang i det flydende spil i første halvleg, hvor vi havde det svært med Ringsteds meget fysiske og direkte spil. Det var reelt Ringsted, som kom frem til flest chancer, og vi måtte et par gange prise os lykkelige for vores stærke keeper, Alexander Thane-Bisgaard. Men 10 minutter før pausen kom vi foran 0-1, da topscorer Kevin Westen udnyttede et straffespark mod vores centrale midtbanespiller Sejad Ismaili.

Kort inde i anden halvleg fik Ringsted udlignet til 1-1. Men Kevin Westen fik headet bolden i mål til 1-2 efter et indlæg fra vores ”assistkonge” Sejad Ismaili, som dermed tegnede sig for sin 11. assist i sæsonen. Det blev også 1-3, da angriber Carl Støvring Johnsen var hurtigt over en ripost fra wingbacken Jeppe Sommers skud. Ringsted fik dog bragt ny spænding ind i kampen, da de reducerede til 2-3. Men til slut udnyttede vi en situation, hvor Ringsted havde fået en mand udvist med gult kort, til at score til slutresultatet 2-4. Det var Kevin Westen, som fik sit hattrick i kampen og sit 10. sæsonmål på en friløber fra midten.

Spillemæssigt var det absolut ikke en af de bedste dage for U15-holdet, og specielt før pausen så det sløjt ud. Men de tre point kom i hus, og dermed har vi stadig maksimumpoint efter syv kampe og fører rækken efter første halvdel af turneringen. Cheftræner Emil Kjersgaard Hansen pegede på Oscar Frithiof Hansen som kampens bedste A27-spiller. Han blev skiftet ind på den defensive midtbane i slutningen af første halvleg og bidrog til, at vi fik bedre styr på spillet efter pausen. Der var i øvrigt officiel A27-debut til Noah Schytte Metzsch, som skiftede fra 2300 Amager i sommerpausen, men pådrog sig en skade i opstarten, som har holdt ham ude indtil nu. Han kom ind på den centrale midtbane fra begyndelsen af anden halvleg.

På lørdag i Dragør spiller vi topopgør mod nummer to, Ledøje-Smørum, som er tre point efter os og kun har tabt sæsonens første kamp mod os, hvor vi vandt 0-1 i Smørum.

Ringsted-A27: 2-4 (0-1)

0-1: Kevin Westen (straffe begået mod Sejad Ismaili)

1-2: Kevin Westen (assist: Sejad Ismaili)

1-3: Carl Støvring Johnsen (Jeppe Sommer)

1-4: Kevin Westen

Startopstilling: Alexander Thane-Bisgaard – Philip Mortensen, Nicolai Ruch Padovan (anf.), Victor Kroupa – Markus Ellegaard, Magnus Salbæk, Sejad Ismaili, Lucas Franco, Jeppe Sommer – Kevin Westen og Carl Støvring Johnsen

Indskiftere: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard, Noah Schytte Metzsch og Oscar Frithiof Hansen

U16: To stærke sejre

U16-holdet har haft en virkelig god uge med to sejre mod modstandere, som vi begge tabte til i det første indbyrdes møde. Tirsdag aften gik det ud over Hørsholm-Usserød, som vi hjemme i Dragør slog 2-0. Vi begyndte kampen usikkert, men efter de første 10 minutter satte vi os tungt på kampen. I første halvleg scorede højrebacken Marcus Dam Larsen til 1-0 på hjørnespark fra den offensive midtbanespiller Ali Jennane, og i anden halvleg scorede Ali selv på oplæg fra midtbanespilleren Max Winther.

Træner Ríkin Djurhuus roste efter kampen holdet for en rigtig god indsats over hele linjen, og eneste minus var faktisk, at vi ikke var effektive nok foran mål. Han havde særlig ros til midterforsvaret, hvor vi havde lånt Patrick Bellaire Danielsen fra moderklubben Kastrup Boldklubs hold suppleret med den erfarne U17-spiller Adrian Aakilde. Derudover var det godt at se den centrale midtbanespiller Lucas Franco fra U15-holdet komme ind allerede efter 10 minutter og spille resten af kampen.

Lørdag formiddag stod U16-drengene over for en endnu sværere opgave på udebane mod topholdet fra Brøndby, som slog os klart 1-4 i det første indbyrdes opgør. Vi spillede en rigtig god første halvleg, hvor vi fortsatte de gode takter fra Hørsholm-kampen. Brøndby kom dog foran 1-0 på et langskud, men så slog kantspilleren Mathias Vindeballe til. Han fik en fin aflevering fra angriber Tobias Damkær, driblede forbi tre modstandere, inden han iskoldt satte bolden i nettet til 1-1. Det var også Vindeballe, som fem minutter inden pausen – igen med assist fra Tobias Damkær – scorede til pausestillingen 1-2 til A27.

Efter pausen blev vi sat under et enormt Brøndby-pres, men vi formåede at stå imod, samtidig med at vi havde flere farlige omstillingsmuligheder. Vi blev også hjulpet af, at Brøndby fik en mand udvist efter klammeri ved et hjørnespark og måtte spille størstedelen af halvlegen i undertal. Alligevel fik Brøndby udlignet til 2-2 i en situation, hvor vores midterforsvar ikke så godt ud. Men i kampens sidste minutter blev Ali Jennane sendt i dybden af Tobias Oppermann, og han scorede sikkert til en A27-sejr på 2-3 over topholdet.

Ríkin Djurhuus roste efter kampen Tobias Oppermann for en formidabel kamp som først venstreback og senere angriber, og derudover fortjener tomålsskytten Mathias Vindeballe også ros.

De to sejre betyder, at U16 har 10 point for seks kampe og er rykket op som nummer to blandt de fem hold i Øst 1-rækken, hvor vi kun er to point fra Brøndby på førstepladsen. Næste kamp er på lørdag i Dragør mod bundholdet KB, som har tre point.

A27-Hørsholm/Usserød: 2-0 (1-0)

1-0: Marcus Dam Larsen (assist: Ali Jennane)

2-0: Ali Jennane (Max Winther)

Startopstilling: Jonas Solberg Andersen – Marcus Dam Larsen, Adrian Aakilde, Patrick Bellaire Danielsen (Kastrup), Victor Dyhl – Max Winther, Sebastian Rejnhold Steen (anf.) – Mathias Preisler, Ali Jennane, Mathias Vindeballe – Alexander Nysted

Indskiftere: Tobias Oppermann, Mohammad Rebh og Lucas Franco (U15)

Brøndby-A27: 2-3 (1-2)

1-1: Mathias Vindeballe (assist: Tobias Damkær)

1-2: Mathias Vindeballe (Tobias Damkær)

2-3: Ali Jennane (Tobias Oppermann)

Startopstilling: Jonas Solberg Andersen – Mohammad Rebh, Marcus Dam Larsen, Mathias Sørensen, Tobias Oppermann – Elias Dyhr, Sebastian Rejnhold Steen (anf.) – Mathias Preisler, Ali Jennane, Mathias Vindeballe – Tobias Damkær

Indskiftere: Victor Dyhl og Max Winther

U17: Storsejr over bundhold

U17-holdet erobrede førstepladsen i Øst 1-rækken sidste weekend og skulle lørdag forsvare den i Dragør mod Roskilde KFUM, som inden kampen lå næstsidst. A27 dominerede kampen fra start og var flere gange tæt på at score, og efter et kvarters spil lykkedes det. Midterforsvareren Elias Lyngsie headede et hjørnespark fra anfører David Ambæk i nettet til 1-0. Fem minutter blev det 2-0 efter samme recept, denne gang afsluttede Lyngsie blot med foden i stedet for hovedet. I de sidste minutter af halvlegen lavede vi to mål, denne gang efter gode, gennemspillede angreb, hvor den lynhurtige kant Oscar Jørgensen først serverede bolden for David Ambæk, og derefter var det venstrebacken Mads Job Lund, som servicerede topscorer Elias Wiese til pausestillingen 4-0.

I anden halvleg fortsatte A27’s dominans, og Mads Job Lund (direkte på frispark), den indskiftede kantspiller Sebastian Rosdahl Agø, Elias Wiese og Oscar Jørgensen kom på måltavlen til slutstillingen 8-0. Holdet spillede en rigtig god kamp, og eneste minus var lidt manglende skarphed. Vi brændte en stribe chancer, blandt andet et straffespark fra den ellers normalt sikre skytte David Ambæk, og burde reelt have vundet kampen tocifret. Til gengæld kunne træner Anders Hansen glæde sig over, at holdet for første gang i sæsonen holdt buret rent i den anden ende. Kampen bød i øvrigt på U17-debut for U15-holdets anfører, Poul Kudahl Sørensen, som spillede de første 65 minutter på midtbanen.

Storsejren betyder, at vi stadig er ubesejret og holder fast i førstepladsen med 19 point for syv kampe. Næste kamp er på søndag ude mod Vanløse, som ligger tredjesidst med fire point.

A27-Roskilde KFUM: 8-0 (4-0)

1-0: Elias Lyngsie (assist: David Ambæk)

2-0: Elias Lyngsie (David Ambæk)

3-0: David Ambæk (Oscar Jørgensen)

4-0: Elias Wiese (Mads Job Lund)

5-0: Mads Job Lund (frispark begået mod Oscar Jørgensen)

6-0: Sebastian Rosdahl Agø

7-0: Elias Wiese (Oscar Jørgensen)

8-0: Oscar Jørgensen (Sebastian Rosdahl Agø)

Startopstilling: Magnus Schrøder – Marcus Melgaard, Mads Kroupa, Elias Lyngsie, Mads Job Lund – Frederik Østergaard Møller, David Ambæk (anf.), Poul Kudahl Sørensen (U15) – Marc Gavric Frederiksen, Elias Wiese og Oscar Jørgensen

Indskiftere: Adrian Aakilde, William Andersson og Sebastian Rosdahl Agø