A27 holder fast i tre førstepladser

Denne weekend kastede to sejre og to nederlag af sig til A27-holdene. U15-holdet sad over. Vi sidder stadig på tre førstepladser. Læs om kampene herunder.

 

U13: Nederlag mod Næstved

U13-holdet var lørdag formiddag en tur i Næstved. Drengene spillede en skidt første halvleg, og Næstved førte 4-0 ved pausen. I pausen talte den vikarierende cheftræner – A27’s sportslige ansvarlige Michael Haase – med drengene om to ting: At de skulle træffe bedre beslutninger, når de havde bolden, og at de skulle være forberedt, inden de modtog eller skulle bryde bolden.

Og drengene skal have ros for en rigtig god anden halvleg, som vi vandt 2-1. Vi kom bagud 5-0, men derefter fik vi reduceret to gange. Først var det Mathias Ullitz Færch, som drev fra midten af banen og scorede til 5-1. Derefter var det indskiftede Silas Egeriis Bond, som scorede til slutresultatet 5-2 på en ripost fra Asger Kromann Mogensens afslutning.

Michael Haase fremhævede efter kampen Christian Gernsøe Jørgensen for en fin boldomgang og Mathias Ullitz Færch for en stærk arbejdsindsats. Derudover leverede alle tre indskiftere gode indsatser.

De yngste A27-drenge har ni point for de første ni kampe og ligger nummer 9 i den 13 hold store Liga 2-række. Næste kamp er 26. oktober hjemme mod Hørsholm-Usserød, som har tre point.

A27-Roskilde KFUM: 0-8 (0-2)

Startopstilling: Oliver Rasmussen Sejling, Oliver Wettergren, Ife Okafor, Christian Gernsøe Jørgensen, Asger Kromann Mogensen, Mathias Ullitz Færch, Mikkel Tingsted Blum og David Ballisager

Indskiftere: Julius Burmeister Damkær, Silas Egeriis Bond og Alexander Palner-Hansen

U14: Ærgerligt nederlag mod tophold

U14-drengene i Liga 2 stod over for en meget svær opgave lørdag eftermiddag. Ikke blot spillede vi ude mod topholdet Roskilde FC, men vi manglede også hele af de fire faste folk på grund af skader og afbud. Efter godt et kvarters spil kom hjemmeholdet også foran, men bare få minutter senere fik vi udlignet til 1-1 på mål af den udlånte U15-angriber Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard efter oplæg fra Lucas Bjørn Larsen, som var en af de nye i startopstillingen på venstrekanten. Lige inden pausen fik Melvin også gjort det til 1-2 på assist fra Mads Dahlstrøm, der var blevet skiftet ind på den offensive midtbane.

Fire minutter efter pausen kom overraskelsen endnu tættere på, da Melvin fuldendte sit hattrick til 1-3, denne gang efter oplæg fra den centrale midtbanespiller Marco Beck. Men vi havde rigtig svært ved at holde Roskilde fra chancer, og i de sidste 20 minutter blev kampen vendt på hovedet igen. Roskilde-drengene fik desværre scoret tre gange til slutresultatet 4-3 til hjemmeholdet.

Et ærgerligt nederlag i en kamp, som svingede meget frem og tilbage. Vi var på nogle områder af banen overmatchet fysisk og var uheldige med nogle personlige fejl på Roskildes mål. Men målt på antal chancer var Roskildes sejr ok.

Træner Robert Nielsen fremhævede efter kampen Oliver Ludvigsen som dagens A27’er for en suveræn kamp på en uvant plads som højre back. Derudover var hattrick-skytten Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard meget skarp foran mål, og Sebastian Mentzel spillede en stærk kamp i midterforsvaret. Endelig gjorde Mads Dahlstrøm et solidt comeback efter en længere skadespause.

Trods nederlaget holder U14 fast i tredjepladsen i rækken med 17 point for ni kampe. Vi er to point fra Sundby på den andenplads, som giver oprykning til pulje 1 efter nytår. Næste kamp er den 27. oktober hjemme mod Ledøje-Smørum, som ligger næstsidst, men slog Sundby denne weekend.

FC Roskilde-A27: 4-3 (1-2)

1-1: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard (assist: Lucas Bjørn Larsen)

1-2: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard (Mads Dahlstrøm)

1-3: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard (Marco Beck)

Startopstilling: Sophus Elm Falkenfeldt – Oliver Ludvigsen, Valde Lenchler Pedersen, Sebastian Mentzel, Gustav Dybdal – Marco Beck, Tobias Hjorth (anf.) – Luca Wingaa Laursen, Marco Beck, Lucas Bjørn Larsen – Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard

Indskiftere: Espen Thulin Hartmann, Mads Dahlstrøm og Louis Axel Holm

U16: Sluttede sæsonen med sejr

U16-holdet i Øst 1-rækken spillede lørdag eftermiddag på Vestamager sæsonens sidste turneringskamp. Der er kun fem hold i rækken, så derfor slutter U16 sæsonen tidligere end de øvrige A27-hold. Sidste kamp var mod Lyngby, som vi spillede uafgjort 2-2 mod i det første indbyrdes opgør, og som lå lige efter os i tabellen inden kampen.

A27 kom ind til kampen med tre sejre på stribe, og drengene satte også et flot punktum for sæsonen. Efter 18 minutter kom vi foran 1-0 efter et flot gennembrud af den centrale midtbanespiller Frederik Østergaard Møller, der sendte bolden fladt tilbage til den fremstormende venstrekant Elias Dyhr, som scorede sikkert. Bare seks minutter senere scorede vi også til 2-0, som var stillingen ved pausen. Det var et flot gennembrud helt nede fra bagkæden af midterforsvareren Victor Værum Olesen, som selv scorede til sidst efter bandespil med den indskiftede offensive midtbanespiller Mads Gernsøe.

Vi sad også solidt på kampen efter pausen, og Lyngby faldt lidt sammen i de sidste 10 minutter, hvor de fik et gult kort og blev reduceret til 10 mand. Det udnyttede den offensive midtbanespiller Ali Jennane til med stor energi at score et hattrick til slutresultatet 5-0, ved det første mål på oplæg fra Elias Dyhr.

Træner Ríkin Djurhuus roste efter kampen Victor Værum Olesen for en bundsolid kamp efter en længere skadespause og Ali Jennane for det flotte hattrick. Kampen gav i øvrigt også U16-debut til U15-spilleren Victor Kroupa, der spillede hele anden halvleg som venstre back.

Resultatet betyder, at U16 slutter sæsonen med 16 point for otte kampe. Det giver lige nu en førsteplads, men vi rykker ned på andenpladsen, hvis Brøndby får point mod Lyngby i deres sidste kamp den 26. oktober. U16-drengene er stadig med i pokalturneringen, hvor de spiller ude mod AIK 65 Strøby fra Øst 2-rækken den 30. oktober.

A27-Lyngby: 5-0 (2-0)

1-0: Elias Dyhr (assist: Frederik Østergaard Møller)

2-0: Victor Værum Olesen (Mads Gernsøe)

3-0: Ali Jennane (Elias Dyhr)

4-0: Ali Jennane

5-0: Ali Jennane

Startopstilling: Lucas Juhler – Victor Dyhl, Marcus Dam Larsen, Victor Værum Olesen, Tobias Oppermann –Frederik Østergaard Møller, Sebastian Rejnhold Steen (anf.) – Mathias Preisler, Ali Jennane, Elias Dyhr – Tobias Damkær

Indskiftere: Mads Gernsøe, Max Winther og Victor Kroupa (U15)

U17: Snæver sejr holder os på toppen

U17-drengene lå på førstepladsen i Øst 1-rækken inden lørdagens kamp på Vestamager mod Farum 2, som inden kampen lå nummer fem. Kampen startede jævnbyrdigt, men i løbet af første halvleg fik A27 efterhånden tilkæmpet sig overtaget. Den sidste aflevering kiksede dog mange gange, og vi blev ikke for alvor farlige. Fem minutter før pausen var det dog meget tæt på, men stolpen stod i vejen for et smart forsøg fra angriberen Oscar Jørgensen.

Pausestillingen var derfor 0-0, og fem minutter efter pausen var marginalerne igen imod A27 og Oscar Jørgensen, da han ramte stolpen igen. A27 pressede mere og mere på, og træner Anders Hansen forsøgte sig med en taktisk ændring til 3-5-2 for at få åbnet Farums kompakte defensiv. Midt i anden halvleg var Oscar Jørgensen igen tæt på. Men minuttet efter lykkedes det for A27. Den indskiftede U15-midtbanespiller Poul Kudahl Sørensen blev fældet få meter uden for straffesparksfeltet, og William Andersson skulle forsøge fra næsten samme position, som han var tæt på at score fra i onsdagens pokalbrag mod B93. Og denne gang lykkedes det med et bragende skud via undersiden af overliggeren uden chance for Farum-målmanden til 1-0 til A27.

I de døende sekunder måtte A27-keeper Tobias Søderstrøm hive en pragtredning frem på en stor Farum-chance, og dermed lykkedes det A27 at hive sejren i land. Træner Anders Hansen fremhævede efter kampen sit midterforsvar med Elias Lyngsie og Mads Kroupa, som har en stor andel i, at holdet nu har holdt buret rent i tre turneringskampe i træk.

U17 er stadig ubesejret og fører rækken med 25 point for ni kampe. I de sidste to kampe bliver det en duel om førstepladsen med Nykøbing FC, som har et point færre end os. Næste kamp er den 27. oktober ude mod Frem, som ligger nummer fire.

A27-Farum 2: 1-0 (0-0)

1-0: William Andersson (på frispark begået mod Poul Kudahl Sørensen)

Startopstilling: Tobias Søderstrøm – Marcus Melgaard, Mads Kroupa, Elias Lyngsie, Mads Job Lund – Mathias Sørensen, David Ambæk (anf.), William Andersson – Marc Gavric Frederiksen, Oscar Jørgensen og Sebastian Rosdahl Agø

Indskiftere: Elias Wiese, Mathias Vindeballe og Poul Kudahl Sørensen (U15)