To U15-spillere sluppet gennem DBU’s nåleøje

A27 har de seneste år opbygget en god statistik i forhold til at få spillere med til DBU’s U13- og U14-samlinger, men hidtil er det ikke lykkedes at slippe gennem det noget mindre nåleøje til U15-samlingerne. Her er antallet af talentcentre nemlig indskrænket fra seks til to, hvilket betyder, at der blot udtages 30 U15-spillere fra hele Fyn og Sjælland til Talentcenter Øst i Ballerup. Og det er næsten udelukkende spillere fra de fem superligaklubber Brøndby, FC Nordsjælland, FC København, Lyngby og OB, der spiller i den landsdækkende U15-liga, som bliver udtaget til DBU-samlingerne.

Men det flotte selskab bliver A27 nu også repræsenteret i, da hele to U15-spillere er blevet udtaget til samlingen onsdag og torsdag i denne uge. Det er topscorer Kevin Westen og anfører Poul Kudahl Sørensen. Angriberen Kevin kommer oprindeligt fra Kastrup Boldklub og beskrives af A27-cheftræner Emil Kjersgaard Hansen som en fysisk stærk og kreativ individualist. Poul har fået den første del af sin fodboldopdragelse i AB Tårnby og spiller primært defensiv midtbane eller midterforsvarer. Han er med cheftrænerens ord en duelstærk og spilintelligent spiller med et godt drev med bolden.

Kevin og Poul er begge en del af det A27-hold, som vandt Liga 2 i weekenden, men har også i efteråret spillet enkelte kampe for U17-holdet, der vandt Øst 1-rækken. De var også inde i DBU-sammenhæng som U14-spillere, ligesom hele seks andre A27-spillere fra den stærke 2005-årgang var det.

På samlingen trænes drengene af DBU’s talenttrænere og U16-landstræner Søren Hermansen, som til sommer udtager det første U16-landshold med drengene fra 2005-årgangen. A27 ønsker tillykke med udtagelsen og held og lykke til Kevin og Poul på samlingen!