A27 sluttede sæsonen med lutter sejre

De to sidste A27-hold sluttede sæsonen med tre sejre i sidste uge. Det betyder, at U15 gik gennem efteråret med maksimumpoint, mens U14 sluttede på en flot fjerdeplads.

 

U14: Flot første halvleg gav sejr

U14-holdet i Liga 2 spillede søndag formiddag hjemme i Dragør sæsonens sidste kamp mod B 1903. Inden kampen lå vi nummer fire, mens 03’erne var nummer syv. A27 skulle følge op på det flotte comeback i sidste weekend, hvor drengene vendte 0-2 ved pausen til en 3-2 sejr mod Nykøbing FC.

Og A27 kom virkelig flyvende ud af startboksen. Efter blot ét minut scorede angriberen Mads Dahlstrøm til 1-0. Derefter var der målmæssig stilstand i 20 minutter, inden A27 lavede tre hurtige mål på fire minutter. Først scorede Mads Dahlstrøm sit andet mål på oplæg fra venstrebacken Hamza Malik, og Mads fik også sit hattrick, da han scorede til 3-0. Venstrekanten Gustav Dybdal gjorde det til 4-0, inden B 1903 fik reduceret til pausestillingen 4-1.

Efter en flot første halvleg faldt holdet desværre lidt i søvn efter pausen, hvor modvinden også gjorde det lidt svært for os at spille vores direkte omstillinger. Med et kvarter tilbage fik B 1903 reduceret igen, men flere mål faldt der ikke, og dermed endte kampen 4-2 til A27. Efter kampen blev hattrickhelten Mads Dahlstrøm kåret til kampens A27-spiller for anden uge i træk.

Sejren i sæsonens sidste kamp betød, at U14 var ubesejret i de sidste tre kampe og sluttede sæsonen med i alt 24 point med 14 kampe. Det rækker til en fjerdeplads blandt de otte hold i rækken, blot fire point fra den andenplads, som havde givet oprykning. Men med placeringen har holdet til fulde indfriet træner Robert Nielsens resultatmæssige målsætning for sæsonen, nemlig at spille med midt i rækken, selv om holdet har været hårdt ramt af skader til nogle af de største profiler undervejs.

A27-B 1903: 4-2 (4-1)

1-0: Mads Dahlstrøm

2-0: Mads Dahlstrøm (Hamza Malik)

3-0: Mads Dahlstrøm

4-0: Gustav Dybdal

Startopstilling: Sophus Elm Falkenfeldt – Oscar Emil Rasmussen, Valde Lenchler Pedersen, Sebastian Mentzel, Hamza Malik – Oliver Ludvigsen, Tobias Hjorth (anf.) – Luca Wingaa Laursen, Adam Choukri, Gustav Dybdal – Mads Dahlstrøm

Indskiftere: Louis Axel Holm, Malthe Flindt-Larsen og Lucas Bjørn Larsen

U15: To sejre og maxpoint

U15-holdet i Liga 2 vandt allerede rækken i sæsonens tredjesidste kamp, og i sæsonens sidste to kampe i sidste uge var målet derfor at gå gennem efteråret med maksimumpoint. Første kamp i onsdags var på papiret den sværeste, da vi på Right to Dream Arena mødte Farum 2, som lå nummer tre inden kampen og stadig kunne nå oprykning, hvis de vandt over os.

A27 begyndte kampen lidt halvsløvt, men efter et kvarters spil kom vi foran 0-1, da vi udnyttede, at Farums målmand var kommet for langt ud af sit mål. Anton Breull Christensen, som normalt er midterforsvarer, men mod Farum blev prøvet som angriber, opfangede bolden og afleverede til topscorer Kevin Westen, som satte endnu et mål i kassen. Derefter tilkæmpede vi os et solidt overtag i den sidste del af anden halvleg og kunne også have ført større ved pausen.

Efter pausen lignede A27-drengene desværre en flok spillere, som var ved at være ramte efter en lang sæson. Farum virkede mere motiverede og fik også udlignet til 1-1 på et hovedstød efter hjørne. Vi havde stadig vores chancer, men målmand Alexander Thane-Bisgaard måtte også diske op med en klasseredning på et godt skud. Det lignede mere og mere, at U15’s sejrsstime ville få en ende, men tre minutter før tid slog vi en gylden kontra. Midtbanespilleren Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard lagde bolden helt rigtigt frem til anfører Poul Kudahl Sørensen, som var rykket op i angrebet til slut og satte bolden forbi målmanden med et fladt skud.

Flere mål blev det ikke til, og dermed reddede A27 en kneben 1-2 sejr i land. Kampens spiller blev målmand Alexander Thane-Bisgaard, som havde en flot redning på hver sin side af pausen og derudover viste stensikre hænder og fødder som vanligt.

I søndags var det så sidste kamp hjemme mod Ringsted, som inden kampen lå nummer fem i rækken. Til kampen havde cheftræner Emil Kjersgaard Hansen valgt at ændre fra den normale 3-5-2 opstilling, som holdet har spillet hele 2019, tilbage til 4-3-3, som drengene spillede i efteråret 2018.

Vi kom skidt fra start, og Ringsted viste sig faktisk farlige fra start. Men efterhånden fik vi kæmpet os ind i kampen, og efter 10 minutter fik venstrekanten Lucas Franco en dyb aflevering fra forsvarsgeneralen Nicolai Ruch Padovan, og Lucas rundede målmanden og scorede til 1-0. Ringsted-lejren protesterede højlydt, og vi må da også erkende, at afleveringen lugtede slemt af offside, men sådan så dommeren det ikke. Det blev også 2-0, da frontløber Kevin Westen fandt højrekanten Carl Støvring Johnsen, som flot sled sig fri af forsvaret og scorede. Og derefter var det Kevins tur til at score, da han udnyttede en aflevering fra midtbanespilleren Victor Ziegler Simonsen. Dermed nåede Kevin 20 sæsonmål.

3-0 var stillingen ved pausen, og selv om vi sad tungt på anden halvleg, blev det ikke til flere mål i kampen. ”Assistkongen” Sejad Ismaili blev kåret til kampens spiller for en god indsats på den centrale midtbane.

Dermed sluttede U15 med 14 sejre i lige så mange kampe og en målscore på imponerende 64-7. Det må siges at være klasse, selv om vi desværre var havnet i en pulje, hvor vi på forhånd var ret klare favoritter til førstepladsen. Til foråret skal drengene spille i pulje 1, hvor de helt klart også hører hjemme og forhåbentlig også kan spille med i toppen.

Farum-A27: 1-2 (0-1)

0-1: Kevin Westen (assist: Anton Breull Christensen)

1-2: Poul Kudahl Sørensen (Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard)

Startopstilling: Alexander Thane-Bisgaard – Philip Mortensen, Nicolai Ruch Padovan, Victor Kroupa – Markus Ellegaard, Sejad Ismaili, Poul Kudahl Sørensen (anf.), Lucas Franco, Jeppe Sommer – Kevin Westen og Anton Breull Christensen

Indskiftere: Mathias Jochimsen, Melvin Adeler-Bjarnø Kjærsgaard og Noah Bach Petersen

A27-Ringsted: 3-0 (3-0)

1-0: Lucas Franco (assist: Nicolai Ruch Padovan)

2-0: Carl Støvring Johnsen (Kevin Westen)

3-0: Kevin Westen (Victor Ziegler Simonsen)

Startopstilling: Alexander Thane-Bisgaard – Magnus Salbæk, Philip Mortensen, Nicolai Ruch Padovan, Victor Kroupa – Sejad Ismaili, Poul Kudahl Sørensen (anf.), Victor Ziegler Simonsen – Carl Støvring Johnsen, Kevin Westen og Lucas Franco

Indskiftere: Anton Breull Christensen, Carl Ruby-Johansen og Noah Schytte Metzsch