Sportslig ansvarlig Michael Haase kan nu løfte sløret for, hvem der bliver trænerteamet for den kommende U15-trup (2006-årgangen) efter sommerferien. Og to ud af tre navne er de samme, som har trænet truppen siden vinterpausen. Det er den 29-årige cheftræner Rasmus Darre Haahr og den 53-årige assistent Kim Karlsen. De har begge DBU’s B-trænerlicens, og har været assistenter for andre A27-årgange, indtil de blev tilknyttet 2006-årgangen.

Derudover får truppen en ny assistent. Det er den 27-årige Irvin Hasanagic, som de seneste fem år har været træner i moderklubben Kastrup Boldklub, hvor han har arbejdet med alle årgange fra U13 til U16. Irvin har taget DBU’s B1 og B2-trænerkurser, er uddannet pædagog og arbejder til daglig på en fritidsklub. Han har også selv spillet fodbold i mere end 15 år.

Michael Haase glæder sig over at have et meget kompetent trænerteam på plads til U15 efter sommerferien.

– Rasmus og Kim er ikke bare dygtige trænere, men sikrer også kontinuiteten i arbejdet med 2006-årgangen. Og så glæder det mig meget, at vi har fået Irvin ombord i A27. Det er altid en fornøjelse, når vi kan trække lovende trænertalenter fra moderklubberne med ind i A27. Vi vil jo gerne udvikle både spillere og trænere i A27, og Irvin er en ung træner med flere års erfaring fra Kastrup, som har mod på at dygtiggøre sig endnu mere som træner, siger Michael Haase.