Trænerteam klar til U17-truppen

bl.a. med ny mand fra AGF

Sportslig ansvarlig Michael Haase kan nu præsentere trænerteamet for U17-truppen i den kommende sæson. Og som for de yngre årgange er kontinuiteten i højsædet, idet tre af fire i trænerteamet er gengangere fra denne sæson. Det er U17-cheftræner Anders Hansen (38 år), U16-cheftræner Jens Friis (33 år) og den 23-årige U16-assistent Frederik Kongebro Madsen. Den nye mand i teamet er U17-assistent Alexander Kraaijenzank. Han er 26 år og kommer fra det jyske, hvor han blandt andet har været cheftræner for AGF’s U10- og U11-hold og senest assistent for U17-ligaholdet i Randers Freja FC. Alexander har DBU’s B-trænerlicens.

– Jeg synes virkelig, det er et stærkt team, som får ansvaret for vores kommende U17-trup. Anders er en rutineret cheftræner med A-trænerlicens, som har været i A27 i flere år, hvor han både har trænet U15 og U17. Og de øvrige tre i teamet er alle unge trænere, som har stor lyst til at dygtiggøre sig, og Jens er netop ved at færdiggøre sin B-trænerlicens. Det er også et scoop, at vi har landet en aftale med Alexander, som er en dygtig og ambitiøs træner, der har haft sin daglige gang i nogle af de bedste talentmiljøer i Jylland, siger Michael Haase.

U17-truppen består af 2004- og 2005-årgangen, der tilsammen udgør en trup på 32-34 drenge, der som udgangspunkt træner sammen, men i kamp deles op i et U17- og et U16-hold, der begge skal spille i Øst 1-rækken. De bedste spillere uanset årgang udtages til U17-kampene, mens de 2005-spillere, der ikke kommer med her, spiller på U16-holdet. Her må der også være to spillere med, som er født i 2004. De to hold får noget at leve op til, idet både U16-holdet og U17-holdet vandt Øst 1 i efteråret. Og den nye årgang – 2005-drengene – vandt i øvrigt også deres U15-række i efteråret.