Nye i truppen på U15

 A27’s U15-trup har haft flere spillere til prøvetræning i løbet af sommeren, og tre drenge er nu blevet en fast del af truppen. Til venstre er det William Kunkel, som med cheftræner Rasmus Darre Haahrs ord er en teknisk meget dygtig spiller med hurtige fødder og god acceleration på de første meter. William spiller primært central midtbane eller angriber og har hidtil spillet i moderklubben Dragør Boldklub. I midten i den blå trøje er det Jonathan Preisler Mathiesen, som primært spiller midterforsvarer eller defensiv midtbane. Jonathan har en fin pasningsfod og en rolig boldomgang og kommer fra moderklubben AB Tårnby. Endelig er det til højre Nicklas Jul, som kommer fra naboklubben Tårnby FF. Nicklas er en hurtig og fysisk stærk kantspiller, som også er god en mod en offensivt. A27 siger varmt velkommen til de tre nye spillere, som alle fik debut i weekendens turneringspremiere mod Sundby. William og Nicklas startede endda inde.