De yngste A27-hold klar til sæsonstart

 I sidste weekend tog de tre ældste A27-hold hul på turneringen, og i den kommende weekend er det så de tre yngste holds tur. Alle tre hold spiller på hjemmebane, men desværre må der stadig ikke komme tilskuere til kampene på grund af corona-restriktionerne.

U15-holdet har fået ny trænerduo i vinterpausen. Den hidtidige assistent Kim Karlsen er blevet cheftræner, og ny assistenttræner er Daniel Simonsen. Og dertil har truppen fået et par spændende tilgange i form af Milan Lylloff Villadsen og Villads Korsholm, som begge er Tårnby-drenge, men de senere år har spillet i Hvidovre. To spillere har desværre sagt farvel til A27, det drejer sig om Tobias Hjorth, som er taget tilbage til moderklubben Dragør og Jonathan Preisler Mathiesen, der ligeledes er taget retur til ABT.

Sportslig ansvarlig Michael Haase er optimistisk før sæsonstart.

– Milan er en dygtig målmand, som vil styrke konkurrencen på målmandsposten. Og Villads er en klar forstærkning på den centrale midtbane, hvor vi har manglet noget fysik. Det ser spændende ud for U15-holdet, og jeg forventer, at det vil spille med i midten af rækken, siger Michael Haase.

U15 indleder sæsonen søndag mod Ledøje-Smørum, som vi i efteråret tabte 1-3 til.

U14-truppen er stadig ledet af cheftræner Carsten Lützhøft og assistenterne Peter Østergaard og Magnus Pilgaard. Truppen har mistet en stor profil, da anfører Pelle Søgaard er skiftet til Lyngby. Men til gengæld er den centrale midtbanespiller Samuel Rasmussen kommet til fra Fremad Amager. Samuel er dygtig i kombinationsspillet i små rum.

– U14-holdet har set rigtig lovende ud i træningskampene, og der har været mange lovende takter i spillet. Holdet har dog stadig lidt problemer med at få scoret nok mål. Først og fremmest handler foråret om, at holdet og spillerne skal udvikle sig endnu mere, og så må vi se, hvad det rækker til placeringsmæssigt, siger Michael Haase.

U14 begynder sæsonen mod FA 2000 lørdag. Vi var ikke i række med Frederiksberg-klubben i efteråret.

U13-truppen har fået ny cheftræner i form af den hidtidige assistent Mads Øvlisen, mens Markus Zimakoff er ny assistent. Truppen har mistet topscorer Jacob Ambæk, som er skiftet til Brøndby, og derudover er Kian Hartmann Olsen skiftet til Sundby. Til gengæld er der kommet hele fem spillere til fra moderklubberne. Det er Carlo Kloster og Noah Børling fra AB Tårnby og Albert Koch, Anton Hansen og Tino Bruun fra Dragør.

– Dette forår er første gang, hvor U13-holdet skal spille 11-mands i turneringen, hvilket også er årsagen til, at vi har udvidet truppen med en række spændende spillere fra moderklubberne. Det er derfor også det primære fokus i den kommende tid, at drengene både fysisk og taktisk skal vænne sig til at spille 11-mands, siger Michael Haase.

U13 får sæsondebut lørdag mod Holbæk, som vi ikke mødte i efteråret.