Tidligere A27-spiller udtaget til DBU-samling

Den 15-årige venstreback Jeppe Sommer er netop af DBU blevet udtaget til en såkaldt future-samling for U17-årgangen. Jeppe spillede i A27 indtil sommerpausen, hvor han rykkede til Vejle Boldklub. Her er han en del af ligatruppen og er blevet skiftet ind i de to første kampe i den landsdækkende U17-liga.

Future-begrebet dækker over spillere, som endnu ikke er gået ind i den såkaldte vækstspurt. Der kan også være tale om spillere, som har haft skader eller tidligere har været inde i DBU-sammenhæng, og trænerne gerne vil se igen. Der er 35 spillere udtaget til future-samlingen, som finder sted på onsdag i Nyborg. De 33 kommer fra klubber i U17-ligaen og 2 spiller i divisionen.

Jeppe var også til flere DBU-samlinger som U14-spiller som en del af den talentfulde 2005-årgang i A27, hvor hele ni spillere på et tidspunkt var inde i DBU-sammenhæng. Og en enkelt – Bertram Kvist, som nu spiller i Brøndby – er i dag en fast del af U17-landsholdstruppen, hvor han også har båret anførerbindet et par gange.

Vi siger tillykke til Jeppe og held og lykke på samlingen.