5 - 3
Fuld tid

Resultater

HoldResultat
A27 Årgang 2005Win
LSFLoss

Kampreferat

Endnu en sejr til U14

A27’s U14-hold skulle søndag eftermiddag for anden gang på en uge prøve kræfter med Ledøje-Smørum (LSF). I tirsdags slog vi dem ud af pokalturneringen med en 4-3 sejr i Tårnby, og i dag skulle vi prøve at gentage bedriften i Kastrup. LSF begyndte kampen bedst, men vi var effektive på vores første chance efter 10 minutter. Carl Støvring Johnsen tog et flot raid på højrekanten og fik bolden ind til Mikkel Kjær, hvis forsøg blev reddet, men Lucas Franco fulgte op og gjorde det til 1-0. Efter et kvarter kom vi også foran 2-0, da Markus Ellegaard vandt en luftduel midt på banen og headede den frem til frontløber Mikkel Kjær, der flot løb fra forsvaret, smuttede forbi målmanden og scorede i et tomt mål.

Men ganske som i pokalkampen i tirsdags var LSF også i dag et hårdtarbejdende hold, som aldrig gav op, og på tre hurtige mål fra det 18. til det 25. minut fik de vendt kampen på hovedet til 2-3. Otte minutter fik LSF’s anfører og farligste spiller et gult kort og dermed en 10 minutters udvisning, og vi udnyttede overtallet, da vores midtbanedynamo Sejad Ismaili med et af sine karakteristiske langskud – denne gang via stolpen – udlignede til pausestillingen 3-3 efter en målrig halvleg, som spillemæssigt ikke var så god fra vores side. Samtidig blev vi handicappet af, at vores hurtige midterforsvarer Mathias Jochimsen blev skadet i forbindelse med LSF’s udligning til 2-2. Han blev efterfølgende kørt på skadestuen og må desværre sidde ude nogle uger med en revne i kravebenet.

I anden halvleg sad vi på spillet fra start, og det brændte alvorligt på foran LSF’s mål flere gange, hvor Jeppe Sommer blandt andet havde et forsøg på overliggeren. Efter 10 minutter af halvlegen blev vi dog igen ramt i midterforsvaret, da Victor Kroupa også måtte udgå med en skade. Da vi allerede havde indskiftet vores eneste forsvarer på udskiftningsbænken, Carl Ruby-Johansen, måtte trænerteamet tænke alternativt og sætte Markus Ellegaard fra venstrebacken ind i midterforsvaret, og i stedet måtte venstrekanten Jeppe Sommer ned som venstre back.

Trods rokaderne fortsatte vi vores dominans, og det var fuldt fortjent, at Mikkel Kjær midt i halvlegen kunne score til 4-3 på en fin frispilning fra Victor Ziegler Simonsen, som gjorde comeback efter halvanden måneds skadespause. Og 10 minutter før tid blev det til hattrick for Mikkel Kjær, da han sikkert headede Carl Johnsens flotte førstegangsaflevering i mål til 5-3 efter et gennemspillet mønsterangreb. Det blev det sidste mål i kampen, som LSF sluttede med 10 mand på banen, da deres anfører fik sin anden advarsel. A27’s trænerteam kårede efter kampen dagens spiller, som denne gang blev delt mellem Markus Ellegaard, for en flot indsats på både venstre back og i midterforsvaret, og Poul Kudahl Sørensen for et godt indhop på højrekanten fra starten af anden halvleg.

Resultatet betyder, at A27 fortsætter sin flotte stime på nu syv kampe som ubesejret i denne sæson i både Øst 1-rækken og pokalturneringen. Holdet er nået til kvartfinalen i pokalturneringen, hvor der venter en spændende og meget svær kamp ude mod Farum (FC Nordsjælland) tirsdag den 25. september. Farum vandt sidste år både deres Øst 1-pulje og pokalturneringen. I Øst 1-rækken ligger A27 nu meget imponerende nummer ét med 10 point for de første fire kampe, hvilket må siges at være over al forventning som nye i rækken. Næste kamp på lørdag på udebane mod AB bliver sæsonens hidtil største udfordring. AB ligger lige nu nr. to, et point efter os, og blev sidste år nummer to i rækken.

Fakta:

A27 – Ledøje-Smørum (LSF): 5-3 (3-3)

Mål:

1-0: Lucas Franco (assist Mikkel Kjær)

2-0: Mikkel Kjær (Markus Ellegaard)

3-3: Sejad Ismaili

4-3: Mikkel Kjær (Victor Ziegler Simonsen)

5-3: Mikkel Kjær (Carl Støvring Johnsen)

Startopstilling (4-3-3): Laurits Benedicht Andersen – Markus Ellegaard, Victor Kroupa, Mathias Jochimsen, Magnus Salbæk – Sejad Ismaili, Oscar Frithiof Hansen (anf.), Lucas Franco – Jeppe Sommer, Mikkel Kjær, Carl Støvring Johnsen.

Bænken: Carl Ruby-Johansen, Victor Ziegler Simonsen og Poul Kudahl Sørensen.

Dagens A27-spiller: Markus Ellegaard og Poul Kudahl Sørensen.