3 - 1
Fuld tid

Resultater

Hold1 halvleg2 halvlegResultatResultat
A27 Årgang 2003033Win
FB101Loss

Kampreferat

Flot kamp og sejr til U17

U17-holdet spillede søndag eftermiddag sæsonens første hjemmekamp på Ugandavej i Tårnby mod Frederiksberg Boldklub (FB). Begge hold havde begyndt sæsonen med en sejr, og der var desværre ikke gået mere end tre minutter, før FB satte kurs mod en ny sejr efter lidt et forsvarskoks fra A27.

Men derefter overtog A27 totalt styringen og spillede en rigtig fin første halvleg, hvor vi dominerede totalt og skabte flere store chancer. Blandt andet havde frontløber Mathias Rahbek en tredobbelt chance, og anfører David Ambæk ramte overliggeren. Vi gjorde sådan set alt rigtigt, bortset fra at vi ikke fik scoret, og der stod derfor 0-1 ved pausen.

I anden halvleg fortsatte A27-dominansen, men der gik næsten 20 minutter, inden vi fik hul på målbylden. Den lynhurtige Oscar Jørgensen, som i dagens kamp begyndte som kantspiller, tog et soloraid fra midten af banen, og der skulle ulovlige midler til, før FB fik bremset ham inde i straffesparksfeltet. David Ambæk udlignede på straffesparket til 1-1. Bare et par minutter senere kom A27 også foran 2-1, da et indlæg fra indskiftede Sebastian Agø sejlede over FB’s målmand og lige ind i hovedet på kantspilleren Noah Graini, som scorede sit tredje mål i to kampe. I dommerens overtid fik vi scoret endnu engang på en hurtig kontra efter et FB-hjørnespark, hvor Sebastian Agø fandt Mathias Rahbek, som scorede til slutresultatet 3-1.

 

Bedste kamp længe

Cheftræner Michael Haase var en meget tilfreds mand efter kampen, som han kaldte den bedste præstation af holdet i meget lang tid. Hele holdet spillede en virkelig stærk kamp, hvor drengene arbejdede stenhårdt og kombinerede flot langs jorden. I mængden af stærke præstationer pegede cheftræneren på venstrebacken Marc Gavric Frederiksen som særligt iøjnefaldende. Han brød konstant bolden og susede op ad venstresiden, hvor FB havde store problemer med at håndtere ham.

U17-holdet har nu to sejre i to kampe. På lørdag venter en alvorlig test ude mod GVI, som også er begyndt med to sejre og en målscore på hele +14. Det er et hold med en række dygtige spillere, hvor flere tidligere har spillet på højere niveau i Lyngby og AB.

 

Fakta:

A27-FB: 3-1 (0-1)

A27-mål:

1-1: David Ambæk (straffe begået mod Oscar Jørgensen)

2-1: Noah Graini (assist: Sebastian Agø)

3-1: Mathias Rahbek (Sebastian Agø)

A27-opstilling: Magnus Schrøder – Marc Gavric Frederiksen, Mads Kroupa, Elias Lyngsie, Adrian Aakilde –  Frederik Albæk Petersen, David Ambæk, William Andersson – Oscar Jørgensen, Mathias Rahbek og Noah Graini.

Indskiftere: Sebastian Agø, Marcus Melgaard og Mathias Lutzhøft.