o - 2
Fuld tid

Resultater

Hold1 halvleg2 halvlegResultatResultat
A27 Årgang 20040ooLoss
FC Roskilde222Win

Kampreferat

U15 sluttede sæsonen med nederlag

A27’s U15-hold i Øst 1-rækken skulle søndag eftermiddag i Dragør forsøge at slutte sæsonen positivt af efter et forår, som har været noget af en resultatmæssig nedtur. Drengene sejrede i de første tre kampe, men siden var det blevet til syv nederlag i træk inden den afsluttende kamp mod FC Roskilde. Inden kampen lå vi næstsidst, mens modstanderne var lige over os i tabellen, tre point foran.

Vi begyndte kampen i en 3-5-2 opstilling, og det offensive spil så rigtig godt ud. Efter bare to minutter serverede vores venstre wingback, Mathias Vindeballe, bolden for frontløber Mattias Gargas midt for mål, men hans afslutning blev desværre reddet af Roskilde-målmanden. Vi sad solidt på spillet i de første minutter, men ud af ingenting bragte FC Roskilde sig i spidsen efter otte minutter, da de fik et frispark, hvor en helt fri Roskilde-spiller desværre fik lov at heade bolden i mål.

A27-drengene fik endnu en spand koldt vand i hovedet, da et langskud fra en Roskilde-spiller blev afrettet af en A27-spiller og sejlede over Lucas Juhler i målet til 0-2 efter 14 minutter. Men drengene holdt humøret oppe og sad fortsat på spillet, mens Roskilde mest lurede på omstillinger. 10 minutter før pausen fik vi også en fornuftig mulighed, da Vindeballe igen brød igennem på venstrekanten og sendte bolden ind til angriber Ali Jennane, som forsøgte en førstegangsafslutning på en svær bold i luften, men den strøg desværre over mål. Dermed var pausestillingen 0-2 efter en halvleg, hvor A27 egentlig spillede godt, men Roskilde var meget skarpe.

 

Kynismen manglede

I anden halvleg begyndte vi også fornuftigt, og vores defensive midtbanespiller Mathias Sørensen havde et godt skudforsøg efter fem minutter, som Roskilde-målmanden desværre parerede til hjørnespark. Anfører Victor Værum Olesen og Max Winther var også tæt på uden held, og efterhånden gik luften ud af ballonen. Vi spillede ikke lige så hurtigt som i første halvleg og traf for mange dårlige beslutninger med bolden. Vi fik heller ikke udnyttet, at Roskilde fik en udvisning fem minutter før tid, og derfor sluttede kampen 0-2 til FC Roskilde.

Cheftræner Anders Hansen ærgrede sig over nederlaget i en kamp, hvor vi egentlig spillede ganske pænt, især før pausen, men hvor kynismen manglede både defensivt og offensivt. Og på den måde var kampen desværre et godt billede på en sæson, hvor vi generelt ikke har været kyniske nok i begge ender af banen. Vi slutter på en 11.- og næstsidsteplads i rækken med ni point for 11 kampe og en målscore på -18. Næste år skal drengene spille U16- eller U17-fodbold. A27 har fået indrangeret et hold i Øst 1-rækken i både U16 og U17.

Anders Hansen fremhævede efter kampen den centrale midterforsvarer og anfører Victor Værum Olesen for at have spillet en god kamp som en sikker sidste skanse, der også skilte sig godt af med bolden. Han har været ude med skader nogle gange i de seneste uger, og det var en tydelig forstærkning, at han var tilbage. Derudover var wingbacken Mathias Vindeballe stærk og gennembrudsfarlig, ikke mindst i første halvleg.

Fakta:

A27-FC Roskilde: 0-2 (0-2)

A27-startopstilling (3-5-2): Lucas Juhler – Tobias Oppermann, Victor Værum Olesen (anf.), Mads Job Lund –Victor Dyhl, Mathias Sørensen, Max Winther, Sebastian Rejnhold Steen, Mathias Vindeballe – Ali Jennane og Mattias Gargas

Indskiftere: Mohammad Rebh, Tobias Damkær og Mads Gernsøe