5 - 2
Fuld tid

Resultater

Hold1 halvleg2 halvlegResultatResultat
A27 Årgang 2005415Win
HIK112Loss

Kampreferat

Sikker sejr til U14 over bundhold

Det var top mod bund i Kastrup søndag eftermiddag, da A27’s U14-hold tog imod HIK. A27 lå inden kampen nummer to med 12 point for fem kampe, mens modstanderne lå nummer 11 og sidst med tre point. Men drengene ved af bitter erfaring efter nederlaget mod Holbæk i anden spillerunde, at alle modstandere i Øst 1-rækken har kvalitet til at drille os på en dårlig dag.

Det er to uger siden, at U14-holdet sidst spillede kamp, og det betød heldigvis, at flere af de mange skadede spillere var blevet klar. Både backen Jeppe Sommer, midtbanespilleren Oscar Frithiof Hansen og angriberen Noah Bach Petersen var klar til comeback mod HIK, men begyndte dog alle tre på bænken. For Jeppes vedkommende var det sæsondebut, da han har været skadet siden sæsonoptakten. Til gengæld var angriberen Carl Støvring Johnsen blevet skadet under træningen siden den seneste kamp og må sidde ude nogle uger.

Kampen begyndte lidt rodet fra A27’s side, men efter syv minutter kom vi foran 1-0 ved et fladt langskud fra topscorer Kevin Westen, hvor HIK-målmanden ikke så helt uskyldig ud. Og målet satte virkelig gang i A27, som pressede højt og stressede HIK’erne. Det gav målet til 2-0, da HIK forsøgte at cleare en bold, som i stedet røg ind til en fri Sejad Ismaili foran mål, og han scorede sikkert. Det blev også til 3-0, da Kevin Westen headede et forlænget hjørnespark fra Sejad Ismaili i mål. Og Kevin Westen fik også sit hattrick, da han efter et større klumpspil – igen efter et hjørnespark fra Sejad – fik sparket bolden i nettet.

Dermed stod det 4-0 til A27 efter bare et kvarters spil, og kampen så lukket ud. Vi havde oven i købet også et par store chancer til Markus Ellegaard og Mikkel Myrup Kjær, som kunne have bragt os yderligere foran. Men derefter var det desværre, som om A27-drengene satte den lidt på cruise control, og selv om HIK blev ramt af en 10-minutters udvisning, fik vi ikke udbygget føringen. Tværtimod kom HIK bedre med, og de fik også reduceret til pausestillingen 4-1, da en angriber udnyttede riposten efter et flot langskud på overliggeren.

Efter pausen fandt A27 desværre aldrig tilbage til det høje gear fra begyndelsen af kampen, og anden halvleg var en noget sløv omgang, hvor spillet var for langsomt og usammenhængende. Vi havde dog et par gode chancer til Lucas Franco og Jeppe Sommer, inden det midt i halvlegen lykkedes at få scoret til 5-1. Et godt gennembrud og indlæg af Noah Bach Petersen, som flere gange skabte problemer for HIK-forsvaret, landede til sidst hos venstrebacken Markus Ellegaard, som sendte bolden i mål. HIK fik dog reduceret til 5-2 i en situation, hvor vores defensiv ikke var helt på mærkerne. Og selv om HIK til sidst fik endnu en 10-minutters udvisning, fik vi ikke scoret mere, og kampen sluttede 5-2.

Det normale trænerteam var forhindret i dag, og det var derfor U17-trænerteamet Michael Haase og Ríkin Djurhuus, som styrede U14-drengene. Michael Haase var efter kampen godt tilfreds med den sikre sejr og det aggressive pres i den første fjerdedel af kampen, men derefter slappede drengene lidt for meget af, holdt ikke aftalerne godt nok og tillod HIK at komme for meget med. Men de tre point var der aldrig tvivl om, hvilket også havde den fordel, at vi kunne skifte en del ud og spare nogle af profilerne lidt, mens indskifterne fik god kamptræning efter skadespauserne. A27 holder fast i andenpladsen med nu 15 point for seks kampe, og næste kamp er på lørdag i Slagelse, hvor vi har revanche til gode. Vi tabte 2-3 til Slagelse i efteråret, hvor begge hold var en del af topstriden. I denne sæson har Slagelse hidtil ikke fundet melodien og ligger nummer ni med fire point.

Fakta:

A27-HIK: 5-2 (4-1)

A27-startopstilling: Alexander Thane-Bisgaard, Victor Kroupa, Philip Mortensen, Carl Ruby-Johansen, Markus Ellegaard, Poul Kudahl Sørensen (anf.), Sejad Ismaili, Lucas Franco, Magnus Salbæk, Kevin Westen og Mikkel Myrup Kjær

Indskiftere: Jeppe Sommer, Oscar Frithiof Hansen og Noah Bach Petersen

A27-mål:

1-0: Kevin Westen

2-0: Sejad Ismaili

3-0: Kevin Westen (assist Sejad Ismaili)

4-0: Kevin Westen

5-1: Markus Ellegaard (Noah Bach Petersen)