3 - 3
Fuld tid

Resultater

HoldResultat
A27 Årgang 2004Draw
Hørsholm-Usserød IKDraw

Kampreferat

Målrig pointdeling for U15

Søndag eftermiddag i Dragør spillede A27’s U15-hold i Øst 1-rækken mod Hørsholm-Usserød (HUI), hvor vi skulle følge op på den gode start med sejr over Slagelse i første runde af turneringen og sejrene i de to første runder af pokalturneringen. Vi gik ind til kampen lidt handicappet, da vores to målmænd i truppen begge var forhindrede i at spille, og derfor måtte vi sende markspilleren Victor Værum Olesen på mål. Derudover var den centrale midtbanespiller Sebastian Steen blevet skadet i ugens løb.

A27 havde en svag overvægt i første halvleg og et par gode chancer for at bringe sig i spidsen, men vi skulle hen til minuttet før pausen, før det fortjent lykkedes at komme foran 1-0. Vi pressede bolden fra Hørsholms forsvar, og Mathias Vindeballe sparkede bolden i mål i det korte hjørne.

Først i anden halvleg fik HUI en ti minutters udvisning for et frispark på Vindeballe, og vi benyttede overtalsperioden til at bringe os på 2-0. Venstrebacken Victor Dyhl kommer flot med frem og finder med et fladt indlæg Ali Jennane, som scorede sikkert. Dermed lignede det en kamp, som vi ville køre sikkert hjem, men sådan gik det slet ikke. På 10 minutter midt i anden halvleg scorede HUI’s høje angriber hele tre mål i en periode, hvor vi så meget skidt ud, og dermed stod kampen pludselig 2-3. Med et flot direkte frispark fik Mads Gernsøe dog udlignet til 3-3, og i de sidste minutter bølgede spillet frem og tilbage. Hørsholm var tættest på sejren til sidst, da deres skarpe angriber endnu en gang kom fri og bragede bolden på opstanderen, men kampen sluttede 3-3.

Ros til Victor Værum Olesen til at tage den uvante målmandspost og gøre det godt. Han kunne ikke lastes for nogen af målene. Næste turneringskamp for drengene er på søndag på udebane mod B93, som vi slog ud af pokalturneringen i en tæt 3-2 kamp. B93 har vundet de første to turneringskampe over Næstved og Slagelse. Men allerede på onsdag kl. 18 spiller A27 hjemme i Dragør i pokalturneringen mod Jægersborg, der også spiller i Øst 1, hvor de har vundet de første to kampe mod Hørsholm-Usserød og vores naboer fra 2300 (samarbejdet mellem B1908, Fremad Amager og Sundby).

A27-Hørsholm-Usserød: 3-3 (1-0)

A27-opstilling (4-3-3): Victor Værum Olesen – Victor Dyhl, Mads Job Lund, Tobias Oppermann, Frederik Møller – Mathias Sørensen, Max Winther, Mattias Gargas – Mathias Preisler, Alexander Nysted og Mathias Vindeballe.

Bænken: Ali Jennane, Mads Gernsøe og Rasmus Holm-Tvarnø.

Mål:

1-0: Mathias Vindeballe

2-0: Ali Jennane (assist: Victor Dyhl)

3-3: Mads Gernsøe