3 - 2
Fuld tid

Resultater

HoldResultat
A27 Årgang 2005Win
IFK NorrköpingLoss

Kampreferat

Blandet dag for U14 i Crowne Plaza Elite Cup

A27’s U14-hold spillede to kampe på andendagen af Crowne Plaza Elite Cup i Kastrup. Først gjaldt det SønderjyskE, hvor A27 fik en rigtig skidt start og var bagud 0-2 i løbet af fem minutter. Men derefter kom A27 langt bedre med, og vi spillede os frem til flere store chancer i første halvleg. Men marginalerne var ikke med os, og pausestillingen var derfor 0-2 til SønderjyskE. I anden halvleg skulle der også flere chancer til, før vi endelig fik hul på bylden til en meget fortjent 1-2 reducering. SønderjyskEs målmand kunne kun halvklare et skud fra Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard, og Lucas Franco sendte riposten i nettet. Desværre blev det ikke startskuddet til et A27-comeback, da SønderjyskE i løbet af få minutter kynisk udnyttede to forsvarskiks fra vores side. Dermed sluttede kampen 1-4, hvilket var et meget misvisende resultat af en kamp, hvor vi i lange perioder var bedst og brændte adskillige store chancer. Men SønderjyskE var desværre skarpere end os foran mål.

I dagens anden kamp mødte vi svenske Norrköping i kampen om 3. pladsen i den indledende pulje, da begge hold havde tabt til både FC Midtjylland og SønderjyskE. Vi var helt dominerende i første halvleg og havde to skud på træværket plus adskillige hele og halve chancer, men igen kneb det med skarpheden og heldet foran mål. Derfor måtte vi gå til pause med uafgjort 0-0 i en halvleg, hvor Norrköping ikke havde haft en eneste målchance. I anden halvleg fortsatte vores totale dominans og de brændte chancer, men vi fik endelig hul på bylden, da Mikkel Kjær scorede til 1-0 spillet fri af Sejad Ismiali. Og få minutter senere gjorde Mikkel det også til 2-0 på assist fra Lucas Franco. Sejad Ismiali gjorde det til 3-0 på direkte frispark, men derefter slappede vi lidt for meget af, og Norrköping begyndte at få chancer. Det udnyttede de til at reducere til både 3-1 og 3-2 i slutminutterne, men mere blev det heldigvis ikke til i en kamp, der udviklede sig lidt dramatisk til slut, hvor svenskerne begik flere grove frispark og også fik et direkte rødt kort, og vi måtte spille med 10 mand, fordi Carl Ruby-Johansen måtte udgå med en skade, da vi havde brugt alle indskiftninger.

Bedømt på spil og chancer skulle sejren have været langt større, men vi fik en 3-2 sejr og dermed 3. pladsen i puljen. Da vi desværre blev den dårligste 3’er på tværs af de tre puljer, skal vi i morgen spille om stævnets 9. plads mod AaB, som blev den bedste 4’er i de tre puljer. Kampen spilles søndag 11.30 på kunstbanen Ved Diget 21 i Kastrup. Vi mødte i øvrigt også AaB ved Crowne Plaza Elite Cup sidste år. Da var det i kampen om bronzen, hvor vi tabte 1-3 i en jævnbyrdig kamp.

 

Fakta:

A27-Sønderjyske: 1-4 (0-2)

1-2: Lucas Franco (assist: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard)

Startopstilling (4-3-3): Alexander Thane-Bisgaard – Markus Ellegaard, Victor Kroupa, Mathias Jochimsen, Magnus Salbæk – Sejad Ismiali, Oscar Frithiof Hansen (anf.), Poul Kudahl Sørensen – Jeppe Sommer, Mikkel Kjær, Bertram Louv.

Bænken: Magnus Boldreel, Carl Ruby-Johansen, Pelle Vesti Hoe, Lucas Franco, Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard, Carl Johnsen og Kevin Westen.

 

A27-Norrköping: 3-2 (0-0)

1-0: Mikkel Kjær (assist: Sejad Ismiali)

2-0: Mikkel Kjær (Lucas Franco)

3-0: Sejad Ismiali

Startopstilling (4-3-3): Magnus Boldreel – Markus Ellegaard, Victor Kroupa, Mathias Jochimsen, Magnus Salbæk – Sejad Ismiali, Oscar Frithiof Hansen (anf.), Lucas Franco – Jeppe Sommer, Mikkel Kjær, Bertram Louv.

Bænken: Alexander Thane-Bisgaard, Carl Ruby-Johansen, Pelle Vesti Hoe, Poul Kudahl Sørensen, Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard, Carl Johnsen og Kevin Westen.

Gule kort: Kevin Westen og Carl Johnsen.