0 - 4
Fuld tid

Resultater

HoldResultat
A27 Årgang 2003Loss
LyngbyWin

Kampreferat

U17 tabte til overmagten i pokalturneringen

Onsdag aften i Dragør var A27’s U17-hold på en rigtig svær opgave i fjerde runde af pokalturneringen. Modstanderne var Lyngby, som til daglig spiller i den bedste landsdækkende række, U17 Ligaen. Det er tre rækker over Øst 2, hvor vi spiller, så A27-drengene blev virkelig testet mod et hold fra allerøverste hylde.

Der gik desværre heller ikke mere end syv minutter, før Lyngby kom foran på et noget irriterende mål, hvor vi ikke fik clearet bolden ordentligt, og den røg hen til den eneste Lyngby-spiller i feltet, som scorede til 0-1. Og inden der var spillet et kvarter, kom vi også bagud 0-2, da vi dækkede for dårligt op på et hjørnespark.

Men derefter kom vi bedre med, og Oscar Jørgensen havde en god chance for at reducere til 1-2. Det lykkedes desværre ikke, og i stedet var det Lyngby, som efter 33 minutter bragte sig på 0-3. Det var også stillingen ved pausen.

I anden halvleg var vi fint med og tabte kun halvlegen med et enkelt mål, da Lyngby efter 10 minutter scorede til slutresultatet 0-4. Og trods nederlaget var cheftræner Michael Haase – bortset fra de første to lidt dumme mål – meget tilfreds med A27’s indsats. Drengene arbejdede stenhårdt over hele banen og spillede en fin kamp, selv om vi var presset langt ned i perioder mod en meget dygtig modstander. Haase fremhævede særligt wingbacken Marc Gavric Frederiksen for et rigtig stærkt indhop efter en halv time, men hele holdet kunne absolut se sig selv i øjnene efter indsatsen mod overmagten.

Dermed er A27 ude af pokalturneringen, og sidste kamp i sæsonen er på lørdag ude mod Farum 2 i Øst 2-rækken.

Fakta:

A27-Lyngby: 0-4 (0-3)

A27-opstilling (3-5-2): Magnus Schrøder – Elias Lyngsie, Nicolai Hagmann, Mads Kroupa – Noah Graini, William Andersson, David Ambæk, Marcus Brandt – Gabriel Lucian Jon og Oscar Jørgensen.

Indskiftere: Nicolai Thornholt, Marc Gavric Frederiksen og Mathias Rahbek.