1 - 4
Fuld tid

Resultater

HoldResultat
Hørsholm-Usserød IKLoss
A27 Årgang 2005Win

Kampreferat

U14 klar til tredje runde i pokalturneringen

U14-holdet spillede tirsdag aften anden runde i pokalturneringen mod Hørsholm-Usserød/BSV fra Øst 2-rækken, rækken under os. Det var vores 7. kamp på bare 10 dage, så flere spillere trængte efterhånden til en pause eller kæmpede med småskader. Derfor havde trænerteamet valgt helt at spare fem af de normale startere, og en sjette begyndte på bænken. Det betød til gengæld, at der var spilletid til flere af de spillere, som har spillet mindst hidtil i sæsonstarten. Der var også debut til målmand Laurits Benedicht, som kom ind i truppen for et par uger siden fra Dragør Boldklub.

Vi startede kampen med en hurtig chance til Melvin Adeler-Bjarnø Kjærsgaard, som modstandernes målmand desværre snuppede. Men derefter var det en meget jævnbyrdig halvleg, hvor vi kæmpede med at få vores spil til at fungere. Vi kom dog foran 0-1, da spidsangriber Kevin Westen opfangede og udnyttede en dårlig tilbagelægning fra HUI/BSV. Derefter var det flere gange meget tæt på en udligning efter usikkert forsvarsspil fra os, hvor nordsjællænderne både brænder en friløber og har et skud på overliggeren. Men vi går til pause med en 0-1 føring.

Først i anden halvleg kommer vi foran 0-2, da Kevin Westen finder Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard, som flot holder de jagtende forsvarere væk og scorer sikkert. Vi spiller stadig ikke imponerende, men kampen er i lidt et dødvande, hvor modstanderne heller ikke for alvor truer os. Det ændrer sig dog, da HUI-BSV sender et frispark langt udefra ind foran mål, hvor en umarkeret spiller header den fint i nettet til 1-2. Og det bliver endnu mere spændende, da Poul Kudahl Sørensen får rødt kort i minutterne efter reduceringen. Han får først et gult kort for at holde en modstander, og da han på vej ud ad banen sparker bolden væk, kvitterer dommeren med endnu et gult og dermed rødt kort.

Mens HUI/BSV forsøger at udnytte overtallet, bliver de dog også ramt af et gult kort og dermed 10 minutters udvisning, hvilket betyder, at vi er 10 mod 10 resten af kampen. Og i slutfasen lukker vi kampen med to fine stikninger fra dagens anfører Sejad Ismaili, som udnyttes iskoldt af først Mikkel Kjær og derefter Bertram Louv til slutresultatet 1-4 i en kamp, hvor resultatet var betydeligt mere overbevisende end spillet.

Trænerteamet kårede Jeppe Sommer til dagens A27-spiller. Jeppe blev i dagens kamp prøvet på en helt ny plads som venstre back.

Næste runde i pokalturneringen spilles om to uger, og der trækkes lod på fredag. 16 hold er nu tilbage, og 11-12 af dem er fra Øst 1-rækken, så der venter formentlig hård modstand.

Holdet spiller næste kamp i Øst 1 på lørdag på Falster, hvor Nykøbing FC/DBU Lolland Falster tager imod. Modstanderne har hentet tre point i de første to kampe, mens vi har fire point.

 

Fakta:

Hørsholm-Usserød/BSV – A27: 1-4 (0-1)

Opstilling: Laurits Benedicht – Jeppe Sommer, Victor Kroupa, Mathias Jochimsen, Nawfel Laarej – Sejad Ismiali (anf.), Philip Mortensen, Poul Kudahl Sørensen – Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard, Kevin Westen og Bertram Louv

Bænken: Carl Ruby-Johansen, Carl Johnsen og Mikkel Kjær

Mål:

0-1: Kevin Westen

0-2: Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard (assist Kevin Westen)

1-3: Mikkel Kjær (Sejad Ismiali)

1-4: Bertram Louv (Sejad Ismiali)

Rødt kort (for to gule): Poul Kudahl Sørensen

Kampens A27-spiller: Jeppe Sommer