2 - 5
Fuld tid

Resultater

Hold1 halvleg2 halvlegResultatResultat
LSF022Loss
A27 Årgang 2005145Win

Kampreferat

Ny sejr til skadesplaget U14-hold

U14-holdet i Øst 1-rækken spillede lørdag formiddag sæsonens fjerde kamp ude mod Ledøje-Smørum (LSF), som vi mødte to gange i efteråret (i både turneringen og pokalen) og vandt to målrige opgør henholdsvis 4-3 og 5-3. A27-truppen er hårdt ramt af skader i øjeblikket, og hele 5 af de 21 spillere var ikke kampklar til weekenden. Vi er ikke mindst hårdt ramt på backpladserne, hvor de naturlige valg til venstrebacken begge sidder ude, og løsningen på pladsen i sidste uges sejr mod Nykøbing FC – højrebacken Mathias Jochimsen – er nu også blevet ramt af en skade. Derfor måtte cheftræner Emil Kjersgaard endnu engang tænke alternativt, og højrebacken Magnus Salbæk var rykket over i venstresiden, mens angriberen Carl Støvring Johnsen på flot vis løste en uvant opgave som højreback mod LSF. Den defensive midtbanemand Oscar Frithiof Hansen var også blevet skadet, og det blev løst ved, at Poul Kudahl Sørensen, som har været midterforsvarer i de seneste kampe, rykkede op på sin gamle midtbaneplads. Til gengæld var Philip Mortensen, som var syg i sidste uge, tilbage i midterforsvaret.

Fra efteråret kendte vi LSF som et fysisk stærkt og meget hårdtarbejdende mandskab, og det viste sig stadig at holde stik. De pressede højt og gav os ikke meget plads til at spille rundt, men det var alligevel A27, som var tæt på at komme foran, da Kevin Westen fik en stor hovedstødschance, som LSF-målmanden desværre nappede. Derefter fik LSF næsten held med det høje pres, da de stjal bolden fra vores bagkæde, men heldigvis viste målmand Alexander Thane-Bisgaard endnu engang sin store styrke i en mod en-situationer og pillede LSF’s afslutning. Efter cirka 10 minutters spil kom vi noget heldigt foran 0-1, da en LSF-spiller kom til at heade Sejad Ismailis hjørnespark i eget net. Resten af første halvleg var ganske jævnbyrdig med et lille spillemæssigt overtag til os, og begge hold havde en enkelt stor chance mere, men den stod 0-1 til A27 ved pausen.

I pausen fik trænerteamet justeret, så vi blev bedre til at spille os forbi modstandernes høje pres, og vi spillede rigtig god fodbold. Det gav pote allerede efter fem minutter, endnu engang efter en hjørnesparksbold fra Sejad Ismaili, som midterforsvareren Victor Kroupa tog ned i feltet og fik sendt i mål til 0-2. I minutterne efter var vi tæt på flere gange, og LSF fik samtidig en 10 minutters udvisning, som de havde lænet sig op ad længe. Det blev også 0-3, da den offensive midtbanespiller Sejad Ismaili stjal bolden højt på banen, driblede forbi en mand og scorede sikkert. Angriberen Kevin Westen gjorde det til 0-4 med et forrygende frispark, som blev banket ind bag en chanceløs målmand med en kraft, man skal lede længe efter U14-spillere, der kan gøre efter. Kevin fik også tilkæmpet sig et straffespark, som han selv scorede på til 0-5 med endnu et drønhårdt skud. Dermed har A27’s topscorer nu scoret seks mål i sæsonens første fire kampe. Efter en flot anden halvleg tabte A27 desværre lidt kadencen til slut, og LSF fik reduceret to gange i de sidste minutter til slutstillingen 2-5.

Nu går turen til Tyrkiet

Cheftræner Emil Kjersgaard ærgrede sig efter kampen lidt over, at det ikke lykkedes at holde sæsonens første clean sheet, men var ellers godt tilfreds med en sikker sejr og en god anden halvleg. Han sendte roser til anfører Poul Kudahl Sørensen for en klassekamp på den defensive midtbane og til Magnus Salbæk for en rigtig god kamp på en uvant plads på venstrebacken.

U14-holdet har nu hentet ni point for sæsonens første fire kampe og ligger i skrivende stund på førstepladsen i rækken. Både FA 2000 og AB har dog spillet en kamp færre og kan overhale os. A27 har nu tre ugers pause inden den næste kamp – hjemme mod netop AB – som forhåbentlig kan bruges til at få de mange skadede spillere klar igen. Derudover kan truppen finpudse spillet og mange taktiske detaljer, når de på søndag rejser på en uges træningslejr i Tyrkiet sammen med resten af A27-kampholdene.

Fakta:

LSF-A27: 2-5 (0-1)

A27-startopstilling: Alexander Thane-Bisgaard, Victor Kroupa, Philip Mortensen, Carl Ruby-Johansen, Magnus Salbæk, Poul Kudahl Sørensen (anf.), Sejad Ismaili, Lucas Franco, Carl Støvring Johnsen, Kevin Westen og Noah Bach Petersen.

Indskiftere: Victor Ziegler Simonsen, Melvin Adeler-Bjarnø Kjærgaard og Mikkel Myrup Kjær.

A27-mål:

0-1: Selvmål (assist: Sejad Ismaili)

0-2: Victor Kroupa (Sejad Ismaili)

0-3: Sejad Ismaili

0-4: Kevin Westen

0-5: Kevin Westen (straffe begået mod Kevin selv)